DBU er klar til Folkemødet

Om mindre end et døgn åbner statsminister Lars Løkke Rasmussen Folkemødet 2018 på Bornholm. DBU deltager i en lang række debatter og events, der sætter fokus på fodboldens værdi på og udenfor banen. DBU’s program er klar.

Folkemødet på Bornholm samler flere end 100.000 mennesker i alle aldre. I 2017 deltog 1.027 foreninger, virksomheder, interesseorganisationer og politiske partier. 158 medier var tilstede under de fire debatdage. 76% af Folkemødets arrangører oplever, at de får udbygget deres samarbejdsrelationer og næsten halvdelen får indflydelse på lovgivning/regulering af deres fagområde. 82% af de personer, der deltager i privat regi oplever, at de får ny og brugbar viden om politiske spørgsmål og mere end halvdelen vender hjem med lyst til at blive mere politisk aktiv. Blandt andet derfor deltager DBU i Folkemødet 2018.

”Dansk fodbold vil gerne bidrage til at løse samfundets udfordringer – og på den måde være en del af noget større. Derfor glæder vi os til at debattere og netværke på Folkemødet med både nuværende og fremtidige samarbejdspartnere. Og så glæder vi os over, at Folkemødet i år vil fejre VM med visning af VM-kampen mod Peru på flere storskærme på lørdag,” siger Jakob Høyer, kommunikationschef i DBU.

Se DBU’s program ovenfor eller på Folkemødets officielle app.


Log ind