DBU-FORMAND GLÆDER SIG OVER VALG AF VÆRT FOR VM2026

VM-slutrunden 2026 skal afholdes i et samarbejde mellem USA, Canada og Mexico.

Det blev i dag besluttet med et overvældende flertal på 67% af de 203 stemmeberettigede FIFA-medlemmer. Stemmetallet blev 134 mod 65, der stemte på Marokko som VM-vært i 2026.

Den danske stemme gik da også til det nordamerikanske VM-bud, fortæller DBU’s formand, Jesper Møller, der stemte på vegne af DBU:

”Det bliver et fantastisk VM i et stærkt samarbejde mellem tre store fodboldnationer. Jeg er overbevist om, at vi får en kæmpe fodboldfest, hvor arrangørerne vil skabe unikke rammer og vi vil for første gang se hele 48 lande kæmpe om det største fodboldtrofæ,” siger Jesper Møller

I begyndelsen af maj havde DBU’s formand sammen med sine nordiske kolleger besøg af de to bydere på VM2026-værtskabet til et møde i København. Men først i denne uge har DBU’s bestyrelse truffet den endelige beslutning, fortæller Jesper Møller:

Det har været to stærke bud, der begge kunne afholde en god VM-slutrunde. Vi mener dog, at det nordamerikanske bud er klart det bedste. Både fordi VM-slutrunder som bekendt skal rundt i verden og det er på tide at det kommer til Nordamerika, hvor det senest var med VM i 1994. Samtidig er det nordamerikanske forslag stærkest i forhold til menneskerettigheder og arbejdet med at skabe en bæredygtig slutrunde i forhold til stadionbyggerier,” siger han.


Log ind