Minister: Ulighed i sundhed er en udfordring

Mænds sundhed halter langt efter kvindernes. Derfor er der brug for tilbud målrettet mænd og deres behov.

Minister: Ulighed i sundhed er en udfordring
Af: Michelle Thygesen

 

På fodboldbanen er antallet af mænd dominerende. For knap 80 procent er landets fodboldspillere er drenge og mænd.

Men når det kommer til sundhed, er de bagud på point. For 65 procent af mænd over 65 år er moderat eller svært overvægtige, en tredjedel opfylder ikke WHO’s krav om fysisk aktivitet, mens andelen der ryger dagligt er 15 procent. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsens rapport, Den Nationale Sundhedsprofil, der udkom i marts i år. 

Når mændene halter så meget efter kvinderne i forhold til sygdomme og levetid, er det ekstra vigtigt med en uge som Men’s Health Week, eller Mænds Sundhedsuge, der løber af stablen i denne uge. 

For netop uligheden mellem kønnene er en udfordring, skriver sundhedsminister Ellen Trane Nørby i en mail til INDSPARK.

”Ulighed i sundhed er en udfordring, som vi i regeringen tager meget alvorligt og prioriterer at få gjort op med. Derfor er det også meget vigtigt for mig, at sundhedsvæsenets tilbud, herunder kommunernes forebyggelsesindsatser, retter sig mod alle borgere uanset køn, alder og bopæl,” skriver Ellen Trane Nørby. 

Svend Aage Madsen, ph.d. og chefpsykolog ved Rigshospitalet og formand for Forum for Mænds Sundhed, har forsket i mænds sundhed i mange år. Han mener, årsagen til uligheden kan have noget med viden på området at gøre.

”Mænd ved ikke så meget om sundhed og de opsøger det ikke. Og de medier de benytter sig af omhandler ikke sundhed i samme grad, som når kvinderne eksempelvis åbner et dameblad. Så vidensniveauet er lavere hos mænd, så vi skal have viden ud til mænd på en ny måde,” siger Svend Aage Madsen.

Mænd uden partner dør tidligere
En undersøgelse fra Forum for Mænds Sundhed viser, at mænd i Danmark lever omtrent fire år kortere end kvinder. Derudover lever 25 procent af de dårligst stillede mænd 10 år kortere end de 25 procent bedst stillede mænd – og forskellen øges.

”Det største problem er single-manden. For når man ikke har en partner, er der ikke nogen, der sender en til lægen, så de mænd, der lever alene, får flere sygdomme, dør tidligere og har generelt en dårligere livsstil,” fortæller Svend Aage Madsen.

Undersøgelsen viser også, at knap halvdelen af ufaglærte mænd er enlige, og enlige mænd lever ca. syv år kortere sammenlignet med mænd i parforhold. 

Forum for Mænd Sundhed har i 2015 til 2017 modtaget satspuljemidler til et projekt, der havde til formål at skabe mere sundhed for mænd med et særligt fokus på mænd med kort eller ingen uddannelse.

Fokus på mænds behov

Men’s Health Week er en årlig tilbagevendende begivenhed, der i år har temaet ’Mænds sundhed i hverdag og politik’.

”For at få rykket mænds sundhed, skal der være politisk opbakning. Og i år håber vi, at regioner, kommuner og Folketinget vil opstille nogle mål for at få implementeret en egentlig sundhedspolitik for mænd,” siger Svend Aage Madsen. 

Fra 2016 til 2019 er der i satspuljen afsat 27 mio. kroner til indsatser, der skal styrke rekrutteringen til kommunale sundhedstilbud. Det er derfor vigtigt, at kommunerne har fokus på mændenes behov, lyder det fra Ellen Trane Nørby. 

”Kommunerne skal hele tiden have fokus på de særlige behov, som mænd kan have. Vi får ikke lighed i sundhed, hvis vi ikke tager højde for forskellene mellem kønnene i de forskellige tilbud i sundhedsvæsenet," afslutter sundhedsministeren. 

Log ind