Henrik Clausen tager to år mere med talenterne
Henrik Clausen har netop forlænget sin aftale med DBU i spidsen for de danske U19-herretalenter, der i disse dage jagter EM-billetten i Silkeborg.
Henrik Clausen er sammen med U19-landsholdet i disse dage i Silkeborg, hvor holdet jagter EM-billetten. Foto: DBU
U19-herrelandsholdstræner Henrik Clausen, der i disse dage forsøger at sikre endnu en dansk slutrundedeltagelse til sommer, har netop forlænget sin kontrakt med DBU som cheftræner for de danske U19-talenter, en aftale der nu løber frem til sommeren 2020.
”Vi er inde i en rigtig spændende udvikling omkring vores U-landshold, og den udvikling vil jeg meget gerne være en del af også i fremtiden. Vi har i øjeblikket rigtig mange spændende spillere – både på U19, hvor langt flere end tidligere bider sig fast og får spilletid på førsteholdene i Superligaen – men også længere ned i rækkerne. Det tegner rigtig godt for fremtiden!” siger Henrik Clausen, der også understreger det gode samarbejde landstrænerne imellem som en stor årsag til at fortsætte.
Men det er ikke kun landstræneren, der glæder sig over to år mere i spidsen for de bedste danske talenter i deres årgange. Også DBU’s talentudviklingschef, Flemming Berg, er tilfreds med dagens underskrift.
”Vi er meget tilfredse med, at Henrik Clausen fortsætter i spidsen for U19-landsholdet. Han er en erfaren træner og dygtig til at arbejde med spillerne individuelt. Henrik formår samtidig at skabe resultater med U19 landsholdet, hvilket vi forhåbentligt også kommer til at se i den kommende uges tid, hvor en EM-billet er på spil,” siger Flemming Berg og fortsætter:
”Både U17 – og U19-herrelandsholdet har i år kvalificeret sig til Elite Rounds, hvilket vidner om en masse talent i dansk fodbold. Den udvikling skal vi gerne fortsætte med, og det er jeg sikker på, at Henrik Clausen i samarbejde med vores andre dygtige ungdomslandstrænere er de helt rette personer til at sikre!”
Danmark jagter EM-billetten på hjemmebane i Silkeborg, hvor holdet møder Bosnien-Herzegovina, Tyrkiet og Østrig. Første kamp er i aften kl. 19 mod Bosnien Hercegovina på JYSK Park. GRATIS ADGANG!
Du kan læse mere om U19 Elite Round her
CV Henrik Clausen