Kræftramte kvinder modtager fornem pris

Årets ’En Del af Noget Større’-pris, der gives for at arbejde med fodbolden i en større sammenhæng, gik i år til forskningsprojektet ’Fodbold Fitness ABC, After Breast Cancer’, der er et fodboldhold for kvinder, der har været diagnosticeret med brystkræft.

Kræftramte kvinder modtager fornem pris
FOTO: fodboldbilleder.dk
Af: Michelle Thygesen

 

36 kvinder i alderen 20 til 65 år er i løbet af 2017 begyndt i et ’Fodbold Fitness’-forløb for brystkræftramte kvinder. En af dem er 45-årige Lotte Müllertz. 

”Med prisen håber jeg, at der kommer mere fokus på projektet, og at vi som hold kan gøre opmærksom på, hvad det har gjort for os og inspirere andre til at tage kampen op,” fortæller Lotte Müllertz, der selv troligt møder op til træning to gange om ugen. 

I løbet af de 12 måneder, forskningsprojektet er i gang, skal kvinderne spille 60 minutters fodbold to gange om ugen. Målet er, at kvinderne skal få forbedret deres hjertesundhed, kondital, muskler, knogler og balance. Derudover skal forløbet være med til at forebygge livsstilsygdomme og sætte kvinderne i forbindelse med andre i samme situation.
Og det at møde ligesindede betyder meget for Lotte Müllertz. 

”Det er prisværdigt at være sammen med nogle, der ved hvad man har været igennem. Der er ingen facade og man behøver ikke gøre noget, man ikke kan.”

”Fysisk er jeg også blevet mere rørig. Jeg har været meget medtaget i mine muskler og led af min kemobehandling. Jeg har i lang tid følt mig tung, så det at få løbet har betydet meget. Jeg har ikke tabt mig, men min krop har forandret sig,” forklarer Lotte Müllertz.  

Projektet gør en forskel 
’Fodbold Fitness ABC, After Breast Cancer’ er et samarbejde mellem Syddansk Universitet, Københavns Universitet, Universitetshospitalernes Center for Sundhedsfaglig Forskning og Onkologisk Klinik på Rigshospitalet.
Forskningskoordinator på projektet, Jacob Uth, har fulgt kvinderne tæt og er, ligesom kvinderne på holdet, stolt over prisen. 

”Det, at vinde prisen, er vi meget stolte over og ser det som en stor ære. Det er en betydningsfuld pris, der viser, at fodbold og sport kan bidrage på mange måder. Vi ser det som en anerkendelse af initiativet i forhold til at anvende fodbold som rehabilitering af kræftpatienter.”  

Forskningsprojektet gik i gang i foråret 2017 og selvom den første del af projektet er ved at være slut, så er det stadig for tidligt at sige, hvad forskningsresultaterne viser. Dog vil Jacob Uth gerne løfte noget af sløret.

”Det ser godt ud på den måde, at kvinderne, der er med til at spille fodbold, udtrykker stor glæde ved det. Vi kan se, de træner med høj intensitet og deres puls er høj. Man kan med forbehold sige, at vi i studier hos mænd med prostatakræft har set, at fodboldtræning gjorde noget godt for knoglerne. Så har vi en hypotese om, at det vil gentage sig hos kvinder med brystkræft,” siger Jacob Uth.  

Fokus på livet efter kræft

Lotte Müllertz fik konstateret brystkræft i 2014. Selvom hun i dag er sygdomsfri, er hun stadig mærket. Fodbold Fitness-forløbet har dog været med til at hjælpe den tidligere kræftpatient på vej. Hun håber derfor, at andre får samme mulighed for at spille fodbold og mærke det unikke fællesskab, som netop spillet med den runde kugle giver.

”Det ville jo være dejligt, hvis det kunne blive et obligatorisk tilbud til alle, der har været ramt af brystkræft. At man bliver tilbudt det som efterbehandling. Jeg synes, det er utrolig vigtigt, at man tænker på senfølgerne af et kræftforløb, for man bliver ofte glemt og overladt til sig selv, når den medicinske behandling er slut.”

’Fodbold Fitness ABC, After Breast Cancer’ var nomineret til årets ’En Del af Noget Større’-pris sammen med landsholdsspiller Nadia Nadim for hendes rolle i pige-kvindefodbolden, projektet ’Fodbold som beskæftigelse’, der bringer sårbare unge fra ledighed til job og uddannelse via fodboldbanen samt klubben ACFC og formand Afif Abdalla, som via fodbolden har påtaget sig et socialt ansvar for integrationen i Gellerup. 

Log ind