U17-drengenes EM-kvalifikation bliver vist live
Det danske U17-landshold tager i morgen hul på en vigtig EM-kvalifikation. De skal møde Estland, Georgien og Rusland på hjemmebane, og alle kampene bliver sendt live.
Hobro, Viborg og Skive er hjemmebane for de danske U17-drenge, når de tager hul på den meget vigtige EM-kvalifikation mod Estland i morgen den 24. oktober.
Det er lykkedes at få det ordnet således, at alle kampene kommer til at blive vist live. Den første kamp mod Georgien kan ses direkte på Facebook-siden Landsholdsfodbold, Herreungdom og den anden gruppekamp mod Estland bliver vist på DBUTV. Den sidste gruppekamp mod Rusland bliver selvfølgelig også vist, men det er endnu ikke afklaret, hvor den bliver sendt.
Talentchef i DBU, Flemming Berg, er naturligvis glad for, at kampene bliver vist.
”Det er selvfølgelig glædeligt, at kampene bliver sendt live, så de kan nå ud til så mange som muligt. Kampene bliver jo afholdt på hjemmebane, og det er en spændende gruppe, Danmark er havnet i, så jeg tror helt bestemt, at der er noget at glæde sig til,” fortæller han.
Kvalifikationen er opbygget således, at nummer ét og to i puljen avancerer til Elite Round, der spilles i foråret, som er sidste skridt inden EM, der bliver afholdt i sommeren 2019 i Irland.
Program:
Danmark – Georgien den 24. oktober 2018 klokken 13:00 live på Landsholdsfodbold, Herreungdom.
Danmark – Estland den 27. oktober 2018 klokken 18:00 live på DBUTV.
Danmark – Rusland den 30. oktober 2018 klokken 13:00 – Det er endnu ikke endeligt afklaret, hvor den bliver vist.