Udviklingsforløb har øget antallet af frivillige

Tordenskjolds soldater trak et stort læs i Store Heddinge BK. Nu får selvsamme gruppe assistance af en voksende skare af frivillige hjælpere. De kigger nu fremad i flok takket være et udviklingsforløb med en DBU Klubrådgiver


Frivilligheden er blevet synlig i Store Heddinge BK. Foto: Mikkel Hoffmann-Rasmussen.

Slagets gang har ændret sig markant for Tordenskjolds soldater i den østsjællandske fodboldklub, Store Heddinge BK. Hvor det tidligere var den samme gruppe, der stod for alle frivillige opgaver i den mellemstore fodboldklub, så har en stribe tiltag givet det frivillige liv i klubben et boost.

Det er DBU klubrådgiveren, Jan B. Larsen, der via et udviklingsforløb har hjulpet klubben i gang med at gentænke klubbens frivillighedsstrategi. 

Mikkel Hoffmann-Rasmussen er formand i Store Heddinge BK, som efter forløbet med klubrådgiveren blandt andet har fået sat frivillighed på dagsordenen.

- Vi har oprettet et frivillighedsudvalg. De har fået gang i et par interessante tiltag, som har været med til at løfte frivilligheden i klubben, og ikke mindst har de fået folk til at indse, at der er behov for frivillig hjælp, siger Mikkel Hoffmann-Rasmussen, som udover formandsposten også er træner for U11 Drenge, formand for ungdomsafdelingen og webmaster.

Frivilligbank på Facebook

Blandt tiltagene for frivillighedsudvalget er en frivilligbank på Facebook, som hurtigt har fået stor tilslutning.

- Der er 120 medlemmer. Vi skriver så et opslag, når der er en opgave, der kræver hjælp fra frivillige, og så melder folk sig til direkte i gruppen, lyder det fra formanden.

Han tilføjer dog, at 120 ”synes godt om’er” ikke nødvendigvis er det samme som 120 nye hjælpere.

- Det er jo nemt at like gruppen og så alligevel ikke melde sig til noget. Alle synes jo godt frivillighed. Vi har faktisk talt om, at vi skal af med de inaktive medlemmer af gruppen. Men det ændrer ikke på, at vi har fået flere til at hjælpe til, siger Mikkel Hoffmann-Rasmussen.

Klædt på til Store Kampdag 

Frivillighedsudvalget er også kommet op med konceptet Store Kampdag. Det løber af stablen to gange årligt i klubben, og der er masser af hjemmekampe og sjov med fx en hoppeborg. Her lister nogle af klubbens frivillige rundt i letgenkendelige t-shirts, hvor der på ryggen står ”Frivillige – for dit barns skyld”.

- Så går de frivillige rundt og prikker potentielle frivillige på ryggen og forklarer dem, hvad opgaverne går ud på. På den måde får de hvervet flere frivillige, siger klubformanden.

Et af de tidspunkter, hvor den nye tilslutning af frivillige er ekstra tydelig, er til klubbens arbejdsdage. Det glæder formanden.

- Nu er vi jo en 30-40 stykker til arbejdsdagene, hvor vi tidligere stort set kun var bestyrelsen. Det er dejligt. De fleste finder jo også ud af, at det ikke er farligt at melde sig til noget frivilligt arbejde – og at det faktisk er hyggeligt, siger Mikkel Hoffmann-Rasmussen.

Et forløb koster ”basører”

Den ihærdige formand i Store Heddinge BK er ikke i tvivl om, at andre også ville have glæde af at få en DBU Klubrådgiver på besøg.

- Det har helt sikkert været værdifuldt for os at benytte klubrådgiveren. Når jeg er til formandslounge, så anbefaler jeg også de andre at få et udviklingsforløb, siger han.

- De 2000 kroner det koster for et forløb er basører. For os har de i hvert fald været givet rigtig godt ud, slutter Mikkel Hoffmann-Rasmussen.

Skal I også have hjælp?

Kontakt helt uforpligtende jeres lokale klubrådgiver og få en snak om mulighederne. Uanset om I har brug for et enkeltstående besøg eller et længere forløb, får I hjælp til at optimere og udvikle jeres klub.

DBU Bornholm

DBU Fyn

DBU Jylland

DBU København

DBU Lolland-Falster

DBU Sjælland

Læs meget mere om klubudvikling her.

Log ind