Målsparksfinten er ikke tilladt fra fredag – medfører blot et nyt målspark
De nye regler omkring målspark, hvor bolden ikke længere behøver forlade straffesparksfeltet for at være i spil, har givet noget forvirring i den seneste uge, og man har kunnet se forskellige kreative varianter.
Nok mest markant i kampen mellem Brøndby og Horsens, hvor Horsens fuldt lovligt på dette tidspunkt benyttede sig af at lade målmanden tippe bolden til en forsvarer, som så sendte bolden retur med hoved eller bryst, hvorefter målmanden kunne tage bolden med hænderne igen.
IFAB, som er fodboldens øverste lovgivende organ, har onsdag meddelt, at de lovmæssige aspekter er så komplekse, at man vil behandle dem i sit tekniske underudvalg. Der er ingen tidshorisont på den endelige løsning.
Indtil denne foreligger, har IFAB meddelt, at den pågældende spillemåde ikke er tilladt – men omvendt heller ikke så forbudt, at der skal dømmes indirekte frispark og tildeles en advarsel. Møder man et målspark udført på denne måde, skal det blot tages om – og så er der jo ingen grund til at forsøge i første omgang.
Det samme gælder for frispark til forsvarerne i eget straffesparksfelt.
For ikke at gribe forstyrrende ind i den pokalrunde, som er i gang i denne uge, træder ændringen først i kraft i Danmark fredag den 9. august, således at alt er på plads til weekendens kampe.
"Det har været et forløb, hvor det kunstneriske indtryk i den grad lader noget tilbage at ønske – det skal vi være de første til at indrømme. Omvendt stammer problemerne primært fra modstridende meldinger, som er kommet fra IFAB, og vi beklager forvirringen, selv om vi hele vejen har forsøgt at vælge det mindst ringe alternativ. Forhåbentlig er der nu ro på, så vi igen kan koncentrere os om alt det andet spændende, der sker i en fodboldkamp", udtaler formanden for dommerudvalgets lovgruppe, Jan Carlsen.