Holbæk Sportsby bliver samlingspunkt for velfærdsalliance
I fremtiden bliver Holbæk Sportsby vært for U-landskampe. Det står klart, efter DBU og Holbæk Kommune har indgået en velfærdsalliance, som blandt andet også skal være med til at hjælpe udviklingen af pige- og kvindefodbold i gang.
I sommer åbnede Holbæk Kommune dørene til Holbæk Sportsby, som siden har fungeret som samlingspunkt for 30 foreninger. Fremover kommer de nybyggede faciliteter også til at danne rammen for den velfærdsalliance, som DBU og Holbæk Kommune netop har indgået med hinanden. Således skal der spilles minimum én – og muligvis flere – U-landskampe med dansk deltagelse i Holbæk Sportsby, ligesom idrætskomplekset kan blive værter for en UEFA-turnering, hvis Danmark tildeles et værtskab.
Borgmester i Holbæk Kommune, Christina Krzyrosiak Hansen (A), er glad for de muligheder, som sportsbyen giver:
”Med Holbæk Sportsby har vi en enestående ramme, hvor fodboldfællesskaberne, der skal give mere trivsel, sundhed og social sammenhængskraft for flere grupper af vores borgere, kan blomstre,” siger borgmesteren i Holbæk Kommune og fortsætter:
”Fodbold kan mere end at underholde. Legen med den runde læderkugle skaber et unikt fællesskab og er en god katalysator for sundhed og inklusion. Med denne velfærdsalliance vil vi blandt andet skabe aktiviteter i Holbæk Kommune for at få flere piger og kvinder ind i fodboldklubberne,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.
Hos DBU glæder formand Jesper Møller sig også over aftalen med Holbæk Kommune:
”Vi er glade for, at vores landshold i fremtiden også får glæde af Holbæk Sportsbys flotte faciliteter. Det glæder os, når landsholdsspillerne – dansk fodbolds ambassadører – kan komme ud i landet og være med til at inspirere børn og unge til at drømme stort – noget, Holbæk Kommune og DBU har til fælles,” siger Jesper Møller.
Udover U-landskampe og en forpligtelse til at udvikle pige- og kvindefodbolden indeholder aftalen blandt andet også opstart af Fodbold Fitness-hold, Fodbold for Hjertet og projektet Fælles Fodslag For En Aktiv Fremtid. Disse tiltag får klubberne rundt omkring i Holbæk Kommune muligheden for at blive en del af.
Velfærdsalliancen er den 26. i rækken af alliancer, DBU har indgået med landets kommuner, og aftalen løber frem til den 31. december 2023. DBU arbejder løbende på at indgå nye aftaler med kommuner over hele landet. Målet er, at fodbold skal være med til at løse samfundets udfordringer inden for blandt andet sundheds-, beskæftigelses-, inklusions- og skoleområdet samt at skabe et tættere samarbejde mellem fodboldklubber, DBU’s lokalunioner og kommuner.