Lars Knudsen forlænger med DBU
U18- og U20-landstræner Lars Knudsen og DBU er blevet enige om at forlænge samarbejdet med to år. Dermed står landstræneren i spidsen for det U18-landshold, der i efteråret debuterer i UEFA’s nye Nations League-format for U18/U19-landshold.
U18- og 20-landstræner Lars Knudsen og DBU er nået til enighed om at forlænge den tidligere AaB- og FCM-træners kontrakt med yderligere to år startende fra næste sommer.
”Vi er meget tilfredse med, at Lars har sagt ja til at fortsætte samarbejdet i en periode, hvor U18-landsholdet som noget nyt fremadrettet indgår i UEFA’s nye turnerings- og kvalifikationsformat til U19-EM, der er lavet som et Nations League-format for U18/U19-landshold. Det betyder også, at vi nu justerer en smule og fremadrettet arbejder med trænere og hold i to-årige cyklusser på U18/U19, hvor Lars indgår som nuværende U18-landstræner,” siger DBU’s talentudviklingschef Flemming Berg og uddyber:
”Lars er en dygtig træner med stor faglighed og indsigt i de talentårgange, han arbejder med. Det vidste vi, inden han kom til DBU og er blot blevet bekræftet i gennem vores samarbejde de seneste år,” siger Flemming Berg.
Den 42-årige træner er glad for at fortsætte med at træne nogle af landets største talenter i landsholdsregi. Desuden fremhæver han samarbejdet med både klubber og trænerkollegaer som en væsentlig årsag til, at han har forlænget sin kontrakt:
”I den første tid i DBU har jeg oplevet, at det er noget særligt at arbejde i forbundet. Det gælder både arbejdet med vores dygtige spillere og arbejdet sammen med dygtige kollegaer i DBU. Samtidig er vores gode samarbejde med klubberne både berigende og inspirerende. Alt dette er et stort privilegium,” lyder det fra Lars Knudsen, som fortsætter:
”Vi har et fantastisk potentiale i dansk fodbold, og det ser jeg meget frem til at udvikle i fællesskab med kollegaer, klubber og spillere. Den seneste tids stærke resultater på vores landshold har vist, vi er et godt sted med vores hold og vores spillere. Vi går en spændende fremtid i møde, hvor jeg tror på, vi kan løfte os yderligere, og derfor glæder det mig, at jeg også i den kommende periode er en del af trænergruppen omkring vores landshold,” slutter Lars Knudsen.
Det nye Nations League-format for U18/U19-landshold implementeres fra efteråret 2019 – og du kan læse mere om det her