Instans sanktionerer pokalfinalister for pyroteknik

Finalisterne i dette års udgave af Sydbank Pokalen, Brøndby IF og FC Midtjylland, tildeles bøder på henholdsvis 250.000 kroner og 125.000 kroner. Det sker blandt andet som følge af de respektive fangrupperingers affyring af pyroteknik før og under kampen samt deres kasten med pyroteknik efter kampen.

Instans sanktionerer pokalfinalister for pyroteknik
Foto: fodboldbilleder.dk
Af: DBU Kommunikation

Fodboldens Disciplinærinstans har på baggrund af dommer Peter Kjærsgaard-Andersens indberetning og sikkerhedsobservatørens rapport fra finalen i Sydbank Pokalen mellem Brøndby IF og FC Midtjylland 17. maj i 2019 i Telia Parken tildelt de to klubber bøder på henholdsvis 250.000 kroner og 125.000 kroner. Bøderne gives på baggrund af, at begge klubbers fans affyrede og kastede med pyroteknik før, under og efter kampen.

I Peter Kjærsgaard-Andersens indberetning fremgår det således, at begge lejre affyrede pyroteknik kort tid før kampstart og i løbet af kampens indledning. Dette billede gentog sig omkring pausen mellem første og anden halvleg, ligesom fans fra begge hold affyrede pyroteknik, efter kampen havde fundet sin afgørelse i straffesparkskonkurrencen. Det kulminerede, da Brøndby IF-fans begyndte at kaste pyroteknikken over på FC Midtjylland-afsnittet på B-tribunen, hvilket FC Midtjyllands-fans gengældte ved at kaste noget af fyrværkeriet retur.

På baggrund af sikkerhedsobservatørens observationer under kampen har Fodboldens Disciplinærinstans valgt at indhente supplerende redegørelser, da der forekommer forskelle på, dét dommer Peter Kjærsgaard Andersen har indberettet, og dét sikkerhedsobservatøren har noteret i sin rapport. Af sikkerhedsobservatørens rapport fremgår blandt andet en mere detaljeret beskrivelse af affyringen af pyroteknik under kampen samt forløbet efter slutfløjt. Brøndby IF og FC Midtjylland har efterfølgende mere eller mindre bekræftet det forløb, der fremgår af sikkerhedsobservatørens rapport.

På baggrund af ovenstående har Fodboldens Disciplinærinstans valgt at sanktionere klubberne med bøder. Med henvisning til klubbernes sikkerhedsmæssige ansvar, der er beskrevet i § 16.2 i ”Cirkulære om Sikkerhed og orden på stadion”, tildeles Brøndby IF en bøde på 250.000 kroner, mens FC Midtjylland får en bøde på 125.000 kroner. I begge tilfælde noteres det, at klubberne gentagne gange er blevet indberettet og sanktioneret i løbet af de seneste 12 måneder – henholdsvis 19. og 7. gange – for at have forbrudt sig mod ovenstående regelsæt.

Begge klubber kan anke kendelserne til Fodboldens Appelinstans inden for de næste to uger.

Du kan læse kendelserne i deres helhed herunder ved at klikke på den respektive klub:

Brøndby IF

FC Midtjylland

Log ind