Prestigefyldt U17-turnering spilles på Fyn
Et stærkt samarbejde mellem DBU, DBU Fyn og de fynske kommuner Nyborg, Kerteminde, Nordfyn og Middelfart har sikret, at U17-drengenes årlige Open Nordic-turnering skal spilles på øen. Udover Danmark er Sverige, Norge og Mexico blandt de deltagende nationer.
Når Danmarks U17-drengelandshold i starten af august skal forsvare de rød-hvide farver i den prestigefyldte Open Nordic-turnering, bliver det med stor opbakning i ryggen. Turneringen skal nemlig afholdes på dansk jord – mere præcist på Fyn.
Takket være et meget positivt samarbejde mellem DBU, DBU Fyn samt de fire fynske kommuner Nyborg, Kerteminde, Nordfyn og Middelfart, skal de mange landsholdstalenter vise sig frem på dansk græs.
Ungdomslandsholdsspiller Gustav Grubbe Madsen er opvokset på Fyn og spiller til dagligt for OB. Derfor er det ekstra specielt for ham, at hjemmebanen ligger, hvor den gør.
”Det er helt vildt fedt at skulle spille for Danmark på hjemmebane og så endda på Fyn. Der vil komme en masse familie og venner og se os spille, hvilket er fantastisk. Jeg glæder mig,” siger den 16-årige forsvarsspiller.
Også hos DBU Fyn vækker det stor glæde, at så traditionsrig en turnering skal afvikles i Danmark.
”Jeg er rigtig glad for, at der har været så stor opbakning og interesse iblandt de fynske kommuner om at være værter for turneringen. At vi har indgået en aftale med fire kommuner er fantastisk og skaber gode forudsætninger for en flot turnering. Det bliver en festdag for spillerne og de lokale klubber, når der skal afvikles landskampe på deres stadions,” siger Arne Appelgren, der er klubrådgiver og kommunekonsulent i DBU Fyn.
Open Nordic-turneringen har vanen tro deltagelse af de nordiske lande, der udover Danmark tæller Norge, Sverige, Finland, Færøerne og Island. I år er Nordirland også inviteret, men allermest bemærkelsesværdigt har turneringen i år et eksotisk touch, da Mexico også skal kæmpe med.
Kampene spilles på fem forskellige stadions i det fynske: Nyborg Stadion, Langeskov Stadion, Otterup Stadion, Middelfart Stadion og Nørre Aaby Stadion. Her for skal der lyde et stort tak til Idrætscenter Nyborg, Langeskov IF, Otterup B&IK, Middelfart B&GK og Nørre Aaby IK.
Turneringen åbnes med fire kampe den 4. august, mens der er placeringskampe og finale den 10. august. Du kan se kampprogrammet for turneringen ved at klikke her.