Fodbold hjælper handicappede ind i fællesskabet
Mere end 7.000 atleter fra hele verden skal forsvare deres lands ære, når den største sportsbegivenhed for idrætsudøvere med udviklingshandicap i disse dage finder sted i Abu Dhabi. Danmark stiller blandt andet op med et Unified-hold i fodbold. Det har stor betydning for spillere med handicap, lyder det fra en ekspert.
Når de danske fodboldhold skal på banen ved Special Olympics World Games i Abu Dhabi, stiller Danmark både med et kvinde- og et Unified-hold for herrer. Et Unified-hold er et hold af både spillere med handicap og spillere helt uden udviklingshandicap. Formålet er at inkludere alle i fodboldens fællesskab - på trods af forskelle.
En af spillerne uden handicap er Thomas Hessellund. Han har af egen lomme betalt i omegnen af 10.000 kroner for at være med, og han glæder sig til at bruge en uge på fodboldbanen ved Special Olympics:
”Jeg er med på holdet, fordi det er sjovt. Det er mega fedt at være med, selvom det egentlig er et stævne for handicappede, så er det også en gevinst for mig. At se glæden hos dem, når vi vinder, så bliver jeg også glad,” siger Thomas Hessellund.
Fodboldhold med og uden handicap
I flere sportsgrene – herunder fodbold – stiller Danmark op med et såkaldt Unified-hold. Det glæder John Petersson, der er formand i Parasport Danmark:
”Uanset om man er udviklingshæmmet eller ej, så kan man give hinanden en masse og lære af hinandens styrker, svagheder og erfaringer. De udviklingshæmmede kan for eksempel lære noget fodboldfagligt, og omvendt kan spillere uden handicap lære noget om menneskelighed og mangfoldighed,” siger formanden for Parasport Danmark.
Hos DBU bakker man i stor stil op om den danske deltagelse og Unified-holdene, siger Jesper Møller, formand i DBU:
”På fodboldbanen er alle ens – uanset diagnose eller handicap. Det er det danske Unified-hold et godt eksempel på. Derfor har vi også i vores samarbejdsaftale med Parasport Danmark fuldt fokus på at skabe plads til fodboldspillere med handicap i klubberne, for fodbold favner bredt og skal være tilgængeligt for alle uanset baggrund,” lyder det fra Jesper Møller.
Social integration skaber stor værdi
Hos VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, er chefanalytiker Helle Hygum Espersen ikke i tvivl om fordelene ved de såkaldte Unified-hold:
”Det kan i højere grad give folk med handicap nye netværk og nye roller. Det bidrager også positivt til deres udvikling og identitet, når man er sammen med nogen, der er anderledes end en selv. Det udvider ens verden. Og det er særligt vigtigt for handicappede, fordi det skaber en social sammenhængskraft i samfundet og arbejder imod marginalisering,” siger Helle Hygum Espersen.
For det at integrere handicappede via sportens vej, betyder mere end som så, forklarer chefanalytikeren:
”Det skaber stor værdi, for handicappede har brug for at blive inkluderet og ikke ekskluderet. At være en ligeværdig del af fællesskaber sammen med andre borgergrupper er ikke en selvfølge for folk med handicap. For det, at blive set og anerkendt af andre mennesker, har en stor betydning. For vi ved fra forskning, at handicappede vokser deraf og det skaber værdi. Det kan betyde, at hvis de bliver inkluderet på denne vis, kan de blive inkluderet på anden vis, når det kommer til eksempelvis bolig og arbejde,” fortæller Helle Hygum Espersen.
En ven for livet
Thomas Hessellund er en af de spillere, der er med til at inkludere handicappede via fodbolden. Og den 21-årige fodboldspiller skal nu deltage i Special Olympics for anden gang. Første gang blev han spurgt, om han ville deltage. Denne gang meldte han sig selv.
”Vi har et godt sammenhold, og jeg får mange bekendtskaber ud af det. Jeg har også fået en ven for livet fra sidste gang. Man lærer en masse nye mennesker at kende og får et andet perspektiv på livet, fordi de lever et andet liv end en selv.”
Special Olympics World Games foregår d. 14. -21. marts i Abu Dhabi.