Fodboldskolebørn møder landsholdsstjerner
Der var driblinger, smil og highfives, da børn fra DBU Fodboldskole spillede med landsholdstjerner fra Kvinde- og Herrelandsholdet på den nye hybridbane i Herning.
Harder, Troelsgaard og Sevecke. Schmeichel, Højbjerg og Delaney.
Glade børn og fodboldstjernestøv dryssede over den nye hybridbane i Herning i dag, da 16 børn fra årets DBU Fodboldskole trænede med spillere fra de to A-landshold.
4.000 fodboldskolebørn har deltaget i en konkurrence om at få mulighed for at træne med landsholdene. 16 heldige børn løb med sejren.
Peter Møller, der er fodbolddirektør i DBU, er glad for at kunne forene landsholdsspillere med fodboldskolebørn:
”Det er fantastisk at kunne være med til at give de her børn en oplevelse ud over det sædvanlige. Jeg tror alle, der er glade for fodbold, gerne ville have den her mulighed, så det er dejligt, at spillerne kan være med til at give noget igen. Det er om noget ’En Del af Noget Større,” siger fodbolddirektøren.