Futsaldommere får bedre vilkår i historisk aftale
DBU og DFU har indgået den første aftale nogensinde for de danske futsaldommere i Herre Ligaen. Aftalen indebærer bedre vilkår og styrket økonomi til uddannelse og udvikling af dommerne.
Futsal er inde i en positiv udvikling i Danmark, og det kan nu også ses på dommerområdet. Danske Fodbolddommere (DFU) og Dansk Boldspil-Union (DBU) har indgået en fireårig aftale gældende for futsaldommerne i den bedste danske række på herresiden. Det er den første aftale nogensinde, der kun omfatter futsaldommere.
Aftalen giver de danske futsaldommere bedre vilkår samt mere fokus på og økonomi til deres uddannelse og udvikling. Konkret indebærer det stærkere samarbejde blandt andet indkøb af headset til alle 25 dommere.
Den historiske aftale glæder Bent Clausen, der er næstformand i DBU:
”Vi er meget glade for aftalen, der giver stærke forudsætninger for at videreudvikle og løfte futsaldommerne til et endnu højere niveau. Så sent som i dette efterår har to dommere fået debut i Futsal Champions League – det højeste internationale niveau - og potentialet i både futsal som sportsgren og i dommerstanden er ikke til at tage fejl af,” siger Bent Clausen.
Tore Østergaard, formand hos DFU, glæder sig også over aftalen - især det udviklingsmæssige fokus:
”Futsal er inde i en god udvikling, og det er derfor logisk for os at lave en aftale med DBU omkring dommernes vilkår. Vi er meget tilfredse med det sportslige fokus, der er i aftalen, hvor der er sat fokus på videreudvikling af dommerne. Netop det sportslige fokus er til gavn for hele sportsgrenen – og naturligvis også et godt afsæt for de bedste dommeres fortsatte karriere," siger Tore Østergaard.
Aftalen løber frem til udgangen af juli 2023.