Unisport bliver ny partner på DBU Fodboldskole fra 2020
Fodboldskoletøjet bliver fra 2020 håndteret af Unisport, der netop er indtrådt som ny partner for DBU Fodboldskole. Unisport vil blandt andet bruge sine kompetencer som en af Europas førende onlineforhandlere af fodboldtøj og -udstyr til at gøre det nemt og komfortabelt at være med som deltager.
Når børn og unge trækker i det nye fodboldskoletøj og løber ud på grønsværen til en af landets cirka 230 fodboldskoler i sommerferien 2020, har de og deres forældre stiftet bekendtskab med, at der nu er en ny partner med i kredsen omkring DBU Fodboldskole.
Med en ny partner ombord handler det dog ikke kun om, at der nu er et Unisport-logo på boldene, men om at have en stærk partner, som er med til at understøtte, at børn og unge kan få en god fodboldskoleoplevelse til en pris, hvor de fleste kan være med.
Nu skal strømper, shorts og t-shirts som noget nyt lægges i en online indkøbskurv på Unisports hjemmeside for at blive sendt til fodboldskolebørnene. Det skal nemlig være nemt at blive klar til en aktiv fodbolduge.
Fra billetkøb til fodboldskoleafslutning skal være en god oplevelse
I 2020 bliver håndtering og forsendelse af tøj altså nemmere, og der kommer også nye muligheder via samarbejdet. Deltagerne kan få trykt deres egen personlige fodboldskoletrøje med navn og nummer på ryggen. Det mener Kasper Sindt, chef for salg og kommercielle partnerskaber i DBU, er stærke tiltag, og han udtaler:
“Vi er glade for at have indgået et kommercielt samarbejde med Unisport, fordi det er vigtigt for os at gøre det attraktivt for de cirka 25.000 børn og deres forældre at deltage på vores fodboldskoler, så de kan få en god oplevelse hele vejen.”
Hos Unisport glæder man sig også over det nye partnerskab. Michael Burk, CEO for Unisport, udtaler:
“DBU Fodboldskole er en stærk partner for os, da fodboldskolerne har en stor plads i mange børn og unges hjerter. Det er her, kimen til en spændende fodboldfremtid kan blive sået, og store som små kan få gode og sjove fodboldoplevelser. Hertil går samarbejdet også godt i spænd med Unisports vision om at hjælpe og inspirere unge fodboldspillere til at blive endnu dygtigere.”
- Billetsalget til DBU Fodboldskole 2020 starter 2. december 2019 på dbu.dk
- Unisports digitale univers findes på unisport.dk