Dansk kontrol fra første fløjt

Der var en god stemning tirsdag aften i Aalborg. 9.043 tilskuere var på plads, og de kunne se Danmark presse modstanderen fra Luxembourg fra allerførste fløjt.

Robert Skov fik de to første store danske chancer. Først sendte han et frispark lige over mål, og kort efter fik han desværre slet ikke godt nok ram på bolden. Der var ellers næsten et tomt mål at sigte efter.

I det 13. minut fik Danmark hjørne. Det blev slået ind i feltet, hvor Mathias ’Zanka’ Jørgensen kom højest. Han headede ind til Kasper Dolberg. Han fik herefter spillet Martin Braithwaite helt fri, hvilket Martin Braithwaite udnyttede til at score stensikkert til 1-0.

Et par minutter senere var der igen fare på færde. Først var Martin Braithwaite ved at styre et Robert Skov-frispark i mål, hvorefter Robert Skov selv flugtede snert forbi mål.

Robert Skov var i det hele taget i hopla på højrekanten, og i det 21. minut tog han en tur ned langs linjen, hvorfra han sendte et præcist indlæg ind til Kasper Dolberg, der køligt sendte bolden i kassen til 2-0.

Gæsterne havde ikke mange chancer. Faktisk havde de nok kun én i 1. halvleg – den var til gengæld stor. Lidt tilfældigt fik en Luxembourg-spiller frit skud på en flugter. Han ramte den godt, men blot forbi man rammer bolden godt, er der jo ingen garanti for, at man scorer på Kasper Schmeichel. Han snuppede da også forsøget.

I de sidste 10 minutter af 1. halvleg pressede vi på, men de helt store chancer fik vi ikke, og derfor gik vi til pause med en sikker og fortjent 2-0-føring.

 

Yderligere to mål efter pausen sikrede 4-0-sejren

Efter pausen fortsatte vi med at presse gæsterne, og både Martin Braithwaite og Daniel Wass var forholdsvis tæt på at øge den danske føring. Men i begge tilfælde fik Luxembourg blokeret skuddene.

Luxembourg var efterfølgende tæt på at reducere. Leandro Barreiro blev spillet fri i dybden. Selvom han var stærkt presset, kom han alligevel en-mod-en med Kasper Schmeichel og fik afsluttet mod det lange hjørne, men igen reddede den danske keeper.

Kort efter at Luxembourg havde været tæt på reducering, øgede vi så til 3-0. Pierre-Emile Højbjerg spillede Henrik Dalsgaard fri i dybden. Herfra sendte Henrik Dalsgaard bolden ind foran mål, hvor Kasper Dolberg relativt nemt kunne sende bolden i kassen til 3-0.

I det 67. minut var Henrik Dalsgaard atter på færde. Denne gang sendte han et indlæg ind til den indskiftede Christian Gytkjær, og han headede sikkert bolden i mål til 4-0.

Gytkjærs mål til 4-0 var ikke kampens sidste aktion, men det var mere eller mindre den sidste store mulighed i begge ender. I den resterende del af kampen fik begge mandskaber testet en række spillere, men yderligere træffere fik de fremmødte aalborgensiske tilskuere ikke at se.

Kampfakta:

Danmark-Luxembourg 4-0 (2-0)

13’ 1-0 Martin Braithwaite

21’ 2-0 Kasper Dolberg

59’ 3-0 Kasper Dolberg

67’ 4-0 Christian Gytkjær

9.043 tilskuere på Aalborg Portland Park.

 

Den danske startopstilling (4-3-3)

Kasper Schmeichel – Henrik Dalsgaard (67’ Jonas Knudsen), Simon Kjær (83’ Joachim Andersen), Mathias Jørgensen, Peter Ankersen – Daniel Wass, Christian Eriksen (46’ Lukas Lerager), Pierre Emile Højbjerg – Robert Skov, Kasper Dolberg (61’ Christian Gytkjær), Martin Braithwaite (61’ Lucas Andersen).

 

Ikke benyttede spillere:

Frederik Rønnow, Jesper Hansen, Lasse Nielsen, Philip Billing, Thomas Delaney, Lasse Schöne, Andreas Cornelius.

 

Dommer:

Bojan Pandzic (SWE)

 

Statistiske vinkler efter Danmark - Luxembourg

  • Det var Danmarks 11. landskamp mod Luxembourg, hvilket er resulteret i ni sejre og to uafgjorte. Luxembourg er dermed den nation, Danmark har spillet næstflest landskampe mod uden nederlag.
  • Aalborg lagde for 10. gang græs til en officiel A-landskamp efter den første mod Bermuda i 1969. Og for 10. gang kunne Danmark forlade grønsværen uden nederlag (9V-1U-0T).
  • Åge Hareide jubilerede med sin 40. kamp med ansvaret for det danske landshold. Han har fortsat kun tre nederlag, der alle faldt i hans første år (2016) som dansk landstræner.
  • Lucas Andersen blev den 40. spiller til at repræsentere AaB i en officiel A-landskamp. Seneste AaB-spillere for Danmark var Rasmus Würtz og Nicolaj Thomsen mod Rumænien i november 2014.
  • Joachim Andersen blev Danmarks blot tredje debutant i 2019 efter Jacob Bruun Larsen og Robert Skov.