Fodboldspillet sættes under lup i nyt videnssamarbejde
Der vil være gæster med meninger og aktuel forskning, når Fodbolddanmark inviteres indenfor til et nyt forum fyldt med indsigtsfulde debatter og nye analyser inden for forskning og fodboldspillet. DBU, Divisionsforeningen og Syddansk Universitet lancerer i dag i samarbejde vidensplatformen PLAYMAKER, der byder på fodboldaktuelle podcasts, artikler og analyser med dedikeret fokus på fodboldspillets udvikling og den seneste forskning.
En playmaker er den offensive dirigent, der sætter spillet med en kreativ og innovativ tilgang til spillet. Playmakeren har en unik evne til at sætte spillet i system for at skabe ubalance i forsvaret og sætte sine medspillere i scene.
PLAYMAKER er derfor også blevet navnet på en nytænkende, innovativ og selvstændig vidensplatform, hvor DBU og Divisionsforeningen er gået sammen med forskningsmiljøet og fodboldmediet Mediano som mediepartner om at gøre den seneste forskning, metoder og data i fodboldspillet mere tilgængelig for trænere og andre med en position i hovedsagligt herreelitemiljøet.
”Det er fundamentalt, at vi i Danmark ud fra et internationalt konkurrenceperspektiv følger med i de seneste resultater og tendenser inden for fodboldspillet, og at vi formår at gøre de seneste data tilgængelige for de mange trænere, klubber og beslutningstagere, der har stor indflydelse på den måde, vi ser og udvikler fodboldspillet på. Vi skal som lille nation skrue på alle de parametre, som vi har mulighed for, så vores klubber og spillere kan klare sig internationalt,” siger direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen og fortsætter:
”Samtidig skal vi sammen turde vise mod til at prøve noget nyt i vores måde at analysere og opfatte spillet på – og det håber vi, at vi med det nye tiltag gør meget mere tilgængeligt for vores elitemiljøer,” slutter Claus Thomsen.
I DBU ser man også det nye samarbejde om en ny vidensplatform som afgørende for, at vi i Danmark kan diskutere og udvikle spillets udvikling ud fra ikke kun holdninger men også viden.
”Vi har allerede et tæt samarbejde med forskningsmiljøet, og PLAYMAKER er med til at gøre de seneste tendenser og nyeste data tilgængelige for dem, der har interesse i det. Det er væsentligt for DBU at få forskningens bidrag og erfaringer ud af universiteterne og gjort synligt for dem, der arbejder med fodboldspillets og spillernes udvikling både ude i klubberne og på vores landshold,” siger Flemming Berg, talentudviklingschef på herresiden, og fortsætter:
”At være nysgerrig og få adgang til viden kan være med til at udfordre ikke kun måden, vi gør tingene på, men også måden vi tænker fodboldspillet på. Det er sundt at få bygget på og blive klogere, uanset om du er elitetræner, beslutningstager eller bare en interesseret fodboldfan,” slutter Flemming Berg
PLAYMAKER vil foreløbigt køre de næste ni måneder på forsøgsbasis med journalist og forfatter Martin Davidsen som vært og redaktør.
Planen er ugentlige udgivelser inden for forskning og analyser med fokus på fodboldspillets tekniske og taktiske områder, det fysiske perspektiv, spilanalyse og ikke mindst træner-, spiller- og talentudvikling.
Hos Syddansk Universitet ser man frem til at bygge på samarbejdet med DBU og Divisionsforeningen gennem PLAYMAKER, hvor viden og forskning vil være omdrejningspunktet for fodboldanalyser og debatter:
”Det er en del af Institut for Idræt og Biomekaniks DNA at gå i clinch med praksis. Og med verdens førende forskningsenhed inden for fodbold og det gode samarbejde med Fodbolddanmark er vidensplatformen en fantastisk mulighed for at få knyttet praksis og forskning endnu tættere sammen. Det er til gavn for alle parter,” siger Jørgen Povlsen, der er institutleder for Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet.
Find PLAYMAKER på www.playmaker.nu og på facebook @playmakernu. Vi er også på twitter på @playmakernu.