Landsholdskomite vil styrke alle landshold
Fredag var der første møde i DBU's nye landsholdkomité med Preben Elkjær som formand. På dagsordenen var emner som fanstrategi, arbejdet med U-landsholdene samt fokus på pige- og kvindefodbolden i Danmark. Alt sammen for at skabe de bedste vilkår for Danmarks landshold.
”Fodbold udvikler sig generelt både på og udenfor banen med indførelsen af VAR, arbejdet med analyser og fysisk træning. Vi ønsker at se, hvordan vi i Danmark kan gøre det bedst muligt, så vores landsholdsspillere fra U16 til A-landsholdene kan udvikle sig og præstere bedst muligt. For vi vil vinde kampe og være med til at skabe fantastiske fodboldoplevelser for hele Danmark,” lyder det fra Preben Elkjær.
Formanden er klar i meldingen – de 16 danske fodboldlandshold skal have de bedst mulige rammer, så de kan kvalificere sig til flest mulige EM- og VM-slutrunder.
Det er målet for DBU’s nye landsholdskomité, der fredag holdt sit første møde. Komiteen tæller blandt andre tidligere landsholdsangriber og nuværende fodboldekspert, Preben Elkjær, samt tidligere landsholdsspillere som Lars Jacobsen, Marianne Løth Pedersen og Ebbe Sand og korrespondent og tidligere minister Lykke Friis.
På sit første møde fik komiteen en gennemgang af DBU’s 16 landshold og information om arbejdet med blandt andet analyse, fysisk træning og andre forhold. Og også pige- og kvindefodbolden var i fokus, fortæller Preben Elkjær:
”Pige- og kvindelandsholdene har stort potentiale og går en spændende fremtid i møde. Det bliver derfor spændende at følge og naturligvis få kigget på, hvordan området kan styrkes yderligere," og fortsætter:
”Som lille nation har vores fodboldlandshold skabt kæmpe resultater og fantastiske landshold gennem årtier. Både dengang jeg selv havde æren af at spille med, ved EM-triumfen i 1992 og senest med kvindernes EM-sølv i 2017. Vi vil derfor gerne bidrage til, at vi fortsat kan udvikle vores landshold, så Danmark kan spille med i de store slutrunder,” fortæller den tidligere landsholdsangriber med 38 mål i støvlerne.