UEFA aflyser juni-kampe og udskyder Kvinde-EM til 2022
På grund af den aktuelle corona-krise i størstedelen af Europa har UEFA aflyst alle landskampe i juni og udskudt Kvinde-EM og U21-EM til sommeren 2022. DBU-direktør Jakob Jensen kalder det ’ansvarlige og nødvendige beslutninger’.
Den aktuelle corona-krise i hele Europa har i dag fået UEFA til at træffe en række beslutninger for afviklingen af landskampe og internationale klub-kampe over det næste halvandet år.
Beslutningerne betyder blandt andet, at Herrelandsholdets planlagte venskabskampe i juni mod Norge og Sverige er aflyst, mens Kvindelandsholdets EM-kvalifikationskampe mod Israel og Italien i samme måned er udsat. På mødet blev det samtidigt oplyst, at både Kvinde-EM og U21-EM bliver skubbet fra sommeren 2021 til den efterfølgende sommer på grund af, at både OL og Herre-EM skal afvikles i sommeren 2021.
Læs mere om UEFA’s udmelding her.
DBU-direktør Jakob Jensen deltog ved middagstid i virtuelt UEFA-møde med de i alt 55 medlemslande. Han bakker op om UEFA’s beslutning:
”Vi står i en ekstraordinær krise i det danske samfund og i det meste af Europa. DBU har fra start bakket op om de danske myndigheders beslutninger og anbefalinger og vi bakker også op om UEFA’s beslutninger, der er både ansvarlige og fornuftige. Folkesundhed er altid vigtigere end fodbold, og vi skal ikke risikere, at fodbold bærer smitte videre rundt i samfundet. Det er naturligvis ærgerligt, at vores landshold ikke skal spille foran vores mange danske fans i juni, men det er en nødvendig beslutning,” siger Jakob Jensen.
UEFA’s beslutninger har en række konsekvenser for den sportslige situation for både Herrelandsholdet, Kvindelandsholdet og U21-herrelandsholdet.
På mødet blev det oplyst, at Kvinde-EM i England bliver skubbet fra sommeren 2021 til året efter og også U21-herrernes EM skubbes. Samtidigt er der en række andre ændringer for ungdomslandshold, futsal-landshold m.m.:
- UEFA Elite Round og EM for U19-kvinder er aflyst
- UEFA Elite Round og EM for U17-herrer er aflyst
- UEFA Elite Round og EM for U19-herrer og U17-kvinder er udskudt, da begge har kvalifikation til FIFA-turneringer.
- Futsal Champions League er udskudt på ubestemt tid.
DBU-direktøren støtter beslutningen.
”I en optimal verden blev slutrunderne for Kvindelandsholdet og U21-herrerne afviklet som planlagt. Samlet set er det godt for Kvindelandsholdet og kvindefodbold at få bedre plads og mere opmærksomhed i sommeren 2022, hvor vi kan skabe en kæmpe fodboldfest. Vi vil opleve en del ændringer, som ikke alle er optimale for vores landshold og landstrænernes arbejde. Omvendt ved vi alle, at disse ændringer er både ansvarlige og nødvendige i en tid, hvor hele samfundet oplever kolossale ændringer og forandringer. Vi vil sammen sikre, at vi skaber de bedst mulige rammer for dansk fodbold og de danske landshold, så vi igen kan samles om fodbold, når corona-krisen er overstået,” siger Jakob Jensen.
Så snart kampdatoerne for Herrelandsholdet og Kvindelandsholdets kampe er på plads, bliver de meldt ud.