Fodboldens Disciplinærinstans får flere medlemmer til det fremtidige arbejde. Samtidigt har instansen på det seneste forkortet sagsbehandlingstiden og optimeret sagsgange på flere områder.
 
Det står fast, efter at DBU’s Repræsentantskab lørdag godkendte ændringer i reglerne for disciplinær-området. Ændringerne kommer efter tæt dialog mellem DBU, Divisionsforeningen og instansen selv, fortæller DBU’s formand, Jesper Møller:

”Vores disciplinærsystem er afgørende for at sikre en uafhængig disciplinær-behandling i dansk fodbold. De nye tiltag skal sikre fortsat uafhængighed og modvirke inhabilitet og forsinkelser i sagsbehandlingen. Jeg er glad for Repræsentantskabets opbakning til disse ændringer, som vi har lavet efter tæt dialog med Divisionsforeningen og klubberne,” siger han.
 
Tidligere har Fodboldens Disciplinærinstans kunne bestå af fem til syv medlemmer. Med de nye regler er der mulighed for at have syv til ni medlemmer. Nyt medlem er Kim Gaarde Madsen fra Hvidovre IF.