Herrelandsholdet møder Norge i EM-testkamp
Et nordisk opgør står på menuen den 1. juni, når Danmark og Norge mødes som en del af Herrelandsholdets forberedelser frem mod EM.
Danmark mod Norge. Et klassisk opgør, der dækkes over mange sider i historiebøgerne, og den 1. juni skrives endnu et kapitel.
Anden pinsedag – mandag den 1. juni – tager Herrelandsholdet imod Norge på hjemmebane som en del af forberedelserne frem mod EM.
Og landstræner Åge Hareide glæder sig over at skulle møde et godt hold.
”Det er rigtig fint at få kampen på plads. Det har været vigtigt for os at finde testmodstandere, som minder om de hold, vi skal møde til EM, og der var Norge et godt bud, da de har nogle ligheder med Finland. Det norske landshold indeholder masser af kvalitet og har mange dygtige spillere i truppen, så derfor glæder det mig meget at kunne møde et kompetent landshold i optakten til EM.” siger Åge Hareide om udsigten til at møde Norge.
Åge Hareide er, som de fleste nok er bekendt med, norsk, og derfor er der også noget særligt over at skulle møde sit hjemland.
”Selvom vores fokus er på at møde testmodstandere, der kan byde ind med noget af det samme, som vi møder i EM-gruppekampene, bliver det også enormt spændende for mig at møde Norge på vores hjemmebane i Danmark. Det glæder jeg mig meget til,” siger Åge Hareide.
Kampen spilles 12 dage før Herrelandsholdets åbningskamp ved EM, der byder på netop Finland.
Norge kender ikke deres EM-skæbne, idet de i marts skal spille playoff i UEFA Nations League. Den 26. marts møder de Serbien på hjemmebane, og vinder de den kamp, møder de enten Skotland eller Israel på hjemmebane. Vinderen af den kamp indkasserer en plads ved sommerens EM-slutrunde og en plads i gruppe D med England, Kroatien og Tjekkiet.
Spillestedet for kampen mellem Danmark og Norge er endnu ikke på plads. Det vil blive meldt ud hurtigst muligt, når det er afklaret. Da UEFA, på det tidspunkt kampen spilles, råder over Telia Parken, er det ikke en mulighed, at kampen spilles der.
Billetsalget til kampen starter ultimo marts, og endnu er billetpriserne ikke på plads. Derudover er det vigtigt at bemærke, at fans af det norske landshold skal købe billetter gennem det norske fodboldforbund, når billetsalget går i gang.