Den kommende danske mester i futsal skal findes på banen
Dansk futsal har været væk for en stund. Sidst, den karakteristiske futsalbold var i spil, var den 8. marts. Men nu er ventetiden ovre. Den 28. juni får spillerne igen lov til at gøre det, de er bedst til.
Efter en særlig sæson, som har været præget af færre ligahold, små ændringer i turneringsformat og en altoverskyggende pandemi, er der nu endelig godt nyt for dansk futsal. Det ligger nemlig fast, at der skal spilles om det danske mesterskab, som medfører en billet til Champions League-kvalifikationen.
Første heat af semifinalerne er spillet, hvor begge hjemmehold løb ind i et nederlag.
I det sønderjyske fik Sønderborg besøg af mesterskabsfavoritterne fra Gentofte, hvor de efter kampen måtte se sig slået med 0-2.
København Futsal fik heller ikke den bedste start på semifinalekampene, da måltavlen efter kampen lyste 3-7 i gæsterne fra Lystrups favør.
Sønderborg futsal har meldt ud, at de ikke har mulighed for at stille op til en semifinale i slut juni, da blandt andet sommerferieplaner og skader efterlader dem med fem spillere på holdkortet. Dermed er JB Futsal Gentofte i finalen, mens spændingen fortsat er intakt, når den anden semifinalen den 28. juni klokken 16.30 skal afgøres mellem København og Lystrup.
Ole Ladefoged, der er formand for DBU’s Futsaludvalg, gælder sig over, at futsalbolden kommer i spil igen i denne sæson:
”Det er fantastisk, at der skal spilles om mesterskabet. Vi har ventet længe, og nu kan det endelig lade sig gøre. Jeg glæder mig over, at vi har fundet en løsning, der ligger tættest muligt på den oprindelige turneringsplan, selvom det naturligvis ærgrer mig, at Sønderborg har meldt afbud. Alt er åbent, så alle tre hold har fortsat muligheden for at løbe med guldmedaljerne, ” fortæller en glad Ole Ladefoged.
Startdatoen er sat lidt senere, end tilfældet er for udendørsfodbold. Det skyldes, at forholdene indendørs er anderledes, hvilket også kræver en længere opstartstid.
Fordelingen af guld og sølv bliver afgjort over weekenden den 4. og 5. juli, hvor finalekampene spilles henholdsvis klokken 10.00 lørdag og klokken 19.00 søndag. Finalerne bliver spillet på en neutral bane, så ingen af holdene har hjemmebanefordel til finalerne. Det er endnu uvist, hvor kampene skal spilles.
Finalekampene vil blive sendt direkte på Sport Live.