Konstruktivt møde om genåbning af dansk fodbold
Fredag morgen holdt kulturministeren, DBU, Divisionsforeningen, Spillerforeningen og DIF møde om mulig genåbning af dansk fodbold. Nu afventer parterne endelig tilladelse fra myndighederne.
Genåbningen af dansk fodbold – fra Superliga til breddefodbold, fra ung til gammel og på tværs af hele landet.
Det var emnet på et video-møde fredag formiddag mellem kulturminister Joy Mogensen, DBU-formand Jesper Møller, Divisionsforeningens formand Thomas Christensen, Spillerforeningens formand Jeppe Curth og DIF-formand Niels Nygaard.
På mødet orienterede Divisionsforeningen om de planer og protokoller, der skal bruges, når der er grønt lys til at genåbne 3F Superligaen. Samtidigt understregede DBU-formand Jesper Møller behovet for at få en ansvarlig genåbning af breddefodbold for både piger og drenge, kvinder og mænd i hele Danmark.
Her har DBU og DBU Bredde udarbejdet særlige corona-regler med retningslinjer for antallet af spillere på et område, afspritning af materiale og andre forholdsregler.
Begge sæt regler er klar til at blive aktiveret, når myndighederne giver tilladelse til at gå i gang med at spille fodbold og afvikle kampe i 3F Superligaen og andre professionelle rækker.
”DBU har siden midten af marts haft en klar strategi om at følge myndighedernes anvisninger om nedlukning for at undgå smittespredning. Den strategi holder vi fast i. Vi har været ansvarlige, opført os ordentligt og vist samfundssind. Det skal vi fortsat gøre, når vi arbejder for at få genåbnet dansk fodbold på en god og ansvarlig måde,” siger DBU-formanden.
Divisionsforeningen har de seneste uger arbejdet med detaljerede regler og protokoller for genåbningen af 3F Ligaen, særligt omkring kampene. Det er afgørende, at 3F Superligaen igangsættes senest den 29. maj for at kunne nå at afvikle turneringen i sin helhed under behørigt hensyn til spillernes helbred, understreger DBU-formanden:
”Der er blevet gjort et godt og meget ansvarligt stykke arbejde, både i Divisionsforeningen og i DBU Bredde, så vi sammen kan genåbne dansk fodbold, når der er tilladelse fra myndighederne. Mange savner dansk fodbold – både på og udenfor banen. Fodbold kan skabe fællesskab og begejstring, som vi trænger til efter en historisk samfundskrise,” siger Jesper Møller.
Kulturminister Joy Mogensen lyttede og kvitterede for det arbejde, der bliver gjort for at forberede åbningen af dansk fodbold. Hun vil nu bringe drøftelserne fra mødet videre til den øvrige regering for at indgå i forhandlingerne med Folketingets partier om næste fase i genåbningen af det danske samfund.