Kvindelandsholdet lider ond skæbne i tæt dyst mod Norge
Norge scorede dybt inde i overtiden og slog Danmark 2-1 i den første kamp ved Algarve Cup. Pernille Harder havde givet de rød-hvide føringen efter en storslået solotur. Lørdag venter Tyskland eller Sverige.
Kvindelandsholdet tog her til eftermiddag hul på 2020 med årets første landskamp, da de rød-hvide bragede sammen med Norge ved Algarve Cup.
Kampen blev spillet under den klare forårssol på Estadio Municipal de Bela Vista (Parchal), og Danmark fik en vaskeægte drømmestart. Sofie Svava slog langt nede på egen banehalvdel en bold i dybden til anfører Pernille Harder, der holdt tre sprintende nordmænd bag sig og sendte bolden sikkert i nettet til en dansk 1-0-føring efter otte minutter.
Norge svarede dog hurtigt igen og fik udlignet kort efter, da et indlæg fra højre siden fandt Elise Thorsnes i feltet, der headede udligningen i kassen.
Danmark lod sig ikke gå på af den norske scoring og var ved at tage føringen igen midt i første halvleg. Efter et fint angreb endte bolden for fødderne af Harder, der måtte se sit forsøg prelle af på overlæggeren.
I den anden ende var Norge også farlige med et par nærgående forsøg, men ingen af holdene scorede yderligere i de første 45 minutter. Derfor stod det 1-1 ved pausen.
I indledningen af anden halvleg var der langt mellem de store muligheder. Norge bed en sjælden gang i mellem fra sig, og de store danske chancer udeblev også. Halvvejs i anden halvleg var højdepunkterne en håndfuld ud- og indskiftninger, der gav debut til Caroline Møller og Janni Thomsen samt comeback til Theresa Eslund.
Mod slutningen af kampen satte Norge sig på spillet, og Abel i det danske mål måtte diske op med to flotte redninger for at holde stillingen ved 1-1.
I dommerens tillægstid var Janni Thomsen tæt på at få en drømmedebut, da hun kom igennem i højre side af feltet, men hendes afslutning gik i sidenettet. I stedet led Kvindelandsholdet en ond skæbne, da Synne Jensen flugtede bolden i mål i de døende sekunder til slutresultatet 2-1 til Norge.
Kvindelandsholdets næste kamp ved Algarve Cup spilles på lørdag den 7. marts mod taberen af opgøret mellem Sverige og Tyskland. Den kamp kan ses LIVE på Kvindelandsholdets Facebook-side og på Twitter.
Det præcise kamptidspunkt meldes ud, så snart det ligger fast.