Kvindernes 1. division udskydes
Den næstbedste række for kvindefodbold er sat på timeout. Det betyder, at de er underlagt samme corona-restriktioner som de øvrige seniorhold, der ikke lever op til definitionen ’professionel idræt’.
Bolden ligger stille mange steder i det danske fodboldlandskab i takt med, at smittespredningen af coronavirus stiger i Danmark. Det går nu også ud over kvindernes 1. division. De resterende runder i efteråret er udskudt, og det rammer dermed også den kommende weekends kampe.
Beslutningen om at udskyde rækken har også betydning for måden, holdene kan træne på fremover. Her kræver corona-restriktionerne, at en træning maksimalt kan afvikles i grupper af 10 personer.
Jakob Jensen, DBU’s administrerende direktør, følger coronasituationen nøje:
”Coronasituationen er alvorlig med stigende smittetal i hele landet. Vi følger naturligvis myndighedernes restriktioner, og de gør det ikke muligt at afvikle kampene i kvindernes 1. division. Det er ærgerligt, men vi håber naturligvis, at situationen forbedres, så der kan åbnes mere op for fodbold igen, også i kvindernes 1. division,” fortæller Jakob Jensen.
Nærmere information og kommende kampplan vil blive meldt ud til klubberne, når det ligger klart. Det samme gør sig gældende for de hold, som fortsat er en del af Kvindepokalen. De vil blive kontaktet snarest i forbindelse med at fastlægge en kampdato.