Europamesterskab til dansk fodbold
Det går godt i Frederiksberg Boldklub, og det har de også fået øjnene op for i UEFA, der har valgt at uddele prisen som årets ’Bedste græsrodsklub’ i Europa til københavnerklubben.
Først blev de hyldet lokalt, så nationalt og nu er der også international hæder til Frederiksberg Boldklub. Tidligere på året blev de kåret til ’Årets Fodboldklub’ i Danmark, da landsholdslegenden og tidligere FB’er Preben Elkjær overraskede klubben. En video, du kan se herover.
Det europæiske fodboldforbund, UEFA, hædrer hvert år personer, projekter og klubber som en del af UEFA Grassroots Awards. Priserne hylder den bemærkelsesværdige forskel, der bliver gjort rundt om i europæisk fodbold. UEFA’s holdning er, at elitefodbold ikke kan blomstre uden sunde græsrodsforeninger, og priserne fungerer ligeledes også som en påmindelse om, at fodbold er for alle.
I år er valget faldet på Frederiksberg Boldklub, der dermed kan kalde sig årets bedste europæiske græsrodsklub, og det er en pris, der begejstrer Jesper Møller, formand i DBU:
“Jeg er stolt over, at Danmark har fodboldklubber og spillere, som kan gøre sig bemærket internationalt. I denne uge et Europamesterskab i breddefodbold til Frederiksberg Boldklub. I sidste uge blev Pernille Harder kåret til Europas bedste, og FC Midtjylland kvalificerede sig til Champions League. Herrelandsholdet har allerede kvalificeret sig til EURO og i de kommende uger kan både Kvinde- og U21 landsholdene gøre det samme. Det kan ses som store skulderklap til spiller- og talentudviklingen i dansk fodbold, der endnu engang beviser, at vi også kan være med på den øverste hylde i et internationalt perspektiv og kan skabe klubmiljøer, der indeholder alt det, fodbold kan og skal,” fortæller Jesper Møller.
DBU København kender klubben særdeles godt. Derfor glæder de sig over, at prisen netop anerkender Frederiksbergklubbens hårde arbejde:
”Stort tillykke til de mange frivillige, medlemmer og ansatte i Frederiksberg Boldklub med den flotte anerkendelse fra UEFA. I DBU København er vi utrolig stolte over Frederiksberg Boldklub, der virkelig gør en forskel for lokalområdet og inkluderer alle målgrupper i deres fællesskab. Det er en klub, som er åben for at afsøge nye veje, og de bidrager i høj grad til det tætte og nære samarbejde omkring breddefodbolden i København,” siger DBU København formand Jesper Gradert.
Det er ikke første gang, at en dansk fodboldklub bliver hædret med denne pris. I 2014 var det FC Skanderborg, der vandt den fornemme UEFA-pris.