Hermansen forlænger som landstræner frem til 2023
DBU er blevet enige med Søren Hermansen om at forlænge kontrakten i yderligere to år, og dermed fortsætter den nuværende landstræner i rollen som U16- og U17-landstræner frem til sommeren 2023.
Søren Hermansen har været U16- og U17-landstræner i DBU siden sin ansættelse i sommeren 2017. Dermed går den tidligere Lyngby-træner i gang med sin 3. periode som landstræner, når den nuværende kontrakt udløber i 2021.
Det har dog været småt med landskampsaktiviteter i den senere tid, hvor corona-pausen har sat en stopper for en del planlagte U-landsholdsaktiviteter. Derfor er det en tilfreds talentudviklingschef i DBU, der fredag kan komme med en af de positive nyheder på U-landsholdsfronten:
”Jeg er meget tilfreds med, at vi allerede nu har en aftale på plads med Søren frem til sommeren 2023, og vi dermed kan fortsætte arbejdet med den eksisterende gruppe af fagligt stærke landstrænere. Søren har bidraget med meget, siden han kom til, og er en fagligt dygtig træner, der er vellidt og respekteret i klubberne og blandt kollegaer internt som eksternt,” lyder det fra Flemming Berg, der glæder sig over, at DBU med de lange aftaler på U-landstrænersiden kan sikre en fortsat udvikling på talentsiden:
”De danske U-landshold er inde i en fantastisk udvikling, og vi præsterer og spiller på et utroligt højt niveau. De flotte præstationer udgør et vigtigt fundament for fortsatte investeringer i talentudviklingen og dansk fodbold,” slutter Berg.
For Søren Hermansen selv er det netop også baggrunden for, at han at han har valgt at sige ja tak til at forsætte i yderligere en periode:
”Jeg skulle ikke bruge lang betænkningstid, da tilbuddet om en kontraktforlængelse forelå. Jeg er stadig særdeles begejstret for arbejdet med de unge spillere samt for samarbejdet med gode kollegaer internt i DBU og eksternt i klubberne. Begge steder gøres der et fremragende stykke arbejde med talentudviklingen,” lyder det fra landstræneren, der fortsætter:
”Perspektiverne og fremtidsudsigterne for dansk fodbold er i mine øjne positive og lovende, ikke mindst i kraft af vores gode samarbejde mellem klubber og forbund. Med denne samhørighed har vi alle muligheder for at rykke os yderligere i de kommende år, og det arbejde ser jeg frem til at være en del af,” slutter Hermansen.
Det er forventet, at de danske U-landshold skal i aktion igen i foråret 2021, men som alt andet er det afhængig af, hvordan coronapandemien udvikler sig.