Ingen away-fans til Herrelandsholdets udekamp mod Færøerne
UEFA oplyser, at der ikke vil være mulighed for udebanefans til VM-kvalifikationskampene i september, hvilket desværre betyder, at ingen danske fans får mulighed for at rejse med til Herrelandsholdets kamp mod Færøerne.
Snart skal Herrelandsholdet endnu engang i aktion. I september gælder det Skotland og Israel hjemme i Parken samt en udebanekamp i Thorshavn mod Færøerne som de næste kampe i VM-kvalifikationen.
Rigtig mange fans havde købt billet til udekampen den 4. september i Thorshavn, men desværre må vi nu oplyse, at UEFA som følge af corona-situationen har besluttet at lukke ned for udebanefans til alle VM-kvalifikationskampene i september. Det gælder således også for de skotske og israelske fans til de to kampe i Parken, hvor vi er på hjemmebane.
Det ærgrer naturligvis DBU’s fankoordinator Anders Hagen.
”Vi er meget kede af situationen. Vi havde glædet os til at have et gyngende danske udebane-afsnit i Thorshavn. Og vi er ærgerlige over det bøvl, det skaber for de fans, der allerede har arrangeret rejse og hotel,” siger Anders Hagen.
Alle danske fans, der har ansøgt om billet til kampen, vil få besked fra DBU via mail.
Hvis du har købt turen til Færøerne gennem vores rejsepartnere, så skal du tage kontakt til dem i forhold til videre forløb.
Derudover er det vigtigt at bemærke, at UEFA’s forbud om udebanefans i første omgang kun gælder til kampene i september. Vi håber stadig på at kunne få fans med til udekampene i oktober og november