Driblinger, afleveringer og højt humør var på dagsordenen, da statsminister Mette Frederiksen var på besøg i Boldklubben Hellas. En klub, der vægter kammeratskab, fællesskab og det sociale aspekt højt. Og særligt efter corona-pandemien har mærket foreningslivets betydning – blandt andet i form af flere medlemmer, hvor der det seneste halve år er kommet mere end 100 nye medlemmer til. Klubben har i underkanten af 1.000 medlemmer i alt.

Om dagens besøg i fodboldklubben, der ligger i smørhullet mellem Valby, Frederiksberg og Rødovre, udtaler Mette Frederiksen: 

”Fodbold og foreningsliv kan det hele. Det er sundhed, kammeratskab, fællesskab og gode oplevelser. Vi har en fantastisk foreningstradition i Danmark, og det skaber i øvrigt nogle af de bedste resultater har vi set hele sommeren,” siger statsministeren og fortsætter:

”Efter corona har vi alle sammen siddet for meget bag en skærm. Børn og unge har især. Vi har behov for, at de kommer ud nu, bevæger sig noget mere, er udenfor noget mere og får det fællesskab, som helt naturligt følger af, at man er i en forening og i en klub. Dansk fodbold klarer sig rigtig godt lige nu, men vi har jo behov for, at de næste generationer også bliver født ind,” forklarer Mette Frederiksen.

 

Fra Christiansborg til fodboldbane

Mette Frederiksens besøg fokuseres på foreningslivet og fodboldens betydning for fællesskabet. Og statsministerens besøg glæder også Jakob Jensen, adm. direktør i DBU:

”Vi ved godt, at fodbold kan noget ganske særligt. Det så vi under sommerens EM-slutrunde, hvor Herrelandsholdet samlede nationen i et stort fællesskab. Men hver dag året rundt spiller hundredetusinde vis af børn og voksne fodbold i det ganske land. Fodboldens frivillige, foreninger og fællesskab har en betydning for det danske samfund, der rækker langt ud over kridtstregerne på banen,” siger Jakob Jensen.