Kvindelandsholdet har med seks sejre i seks kvalifikationskampe kurs mod VM 2023, mens ungdomslandsholdene i efteråret har spillet sig flot videre til forårets afgørende runde i EM-kvalifikationen. Med andre ord er dansk kvindefodbold på vej frem.

Samtidig spiller de forsvarende danske mestre fra HB Køge med i det første gruppespil nogensinde i kvindernes Champions League, hvor de konkurrerer imod de bedste hold i Europa.

Jeg glæder mig til at understøtte og bidrage til, at vi kan accelerere den gode udvikling på pige- og kvindesiden yderligere - og så glæder jeg mig til at fortsætte samarbejdet med klubberne, der er afgørende for udviklingen af dansk kvindefodbold. Anders Gerber

Den flotte udvikling af dansk kvindefodbold skal fortsætte. Derfor har DBU nu ansat Anders Gerber som talentchef for pige- og kvindesiden.

”Jeg glæder mig til at understøtte og bidrage til, at vi kan accelerere den gode udvikling på pige- og kvindesiden yderligere. Jeg ser frem til at arbejde sammen med dygtige kolleger i et hus præget af stor faglighed og engagement - og så glæder jeg mig til at fortsætte samarbejdet med klubberne, der er afgørende for udviklingen af dansk kvindefodbold,” siger Anders Gerber.

Fodbolddirektør Peter Møller glæder sig over ansættelsen af Anders Gerber som talentchef, der sker som et led i ambitionerne om at være blandt de førende indenfor talentudvikling og kæmpe med i den europæiske landsholdsholdstop.

"Vi drømmer om at samle og begejstre Danmark og ikke mindst stå med pokalen. Hvis det skal lykkes, skal vi have dygtige spillere både på klubniveau og på landsholdet. Kvindelandsholdet og vores U-landshold er inde i en fantastisk udvikling, men vi skal blive endnu bedre og sikre os, at vi også i fremtiden har spillere, der kan slå til på et højt internationalt niveau,” siger Peter Møller og fortsætter:

”Derfor er samarbejdet mellem DBU og de danske klubber vigtigt, så vi i fællesskab kan løfte talentudviklingen nu og i fremtiden. Her får Anders Gerber en vigtig rolle, og med sin erfaring, viden og indsigt er han den helt rigtige til at løfte niveauet omkring talentudviklingen i Danmark."

45-årige Anders Gerber starter som talentchef den 20. februar 2022. Gerber har siden august 2018 været ansat i DBU Jura & Licens som auditør, og han har i den forbindelse ligeledes været en væsentlig faktor i udviklingen og udformningen af DBU’s pige-ungdomslicens. Han fik sin UEFA Pro-licens i 2008.

ANDERS GERBER CV

Trænerkarriere:
Cheftræner i Skive, oktober 2017 til juni 2018
Cheftræner NSI Runavik, januar 2016 til oktober 2017
Ast. træner i Silkeborg, IF juni 2012 til juni 2015
Cheftræner FC FYN, juli 2008 til juni 2011
Cheftræner Aarhus Fremad, juli 2004 til juni 2008

Uddannelse:
Uddannet skolelærer