Dansk fodbold klar til genåbning
Fodbold og foreningsliv bør åbnes ved næste fase af landets genåbning i marts. Det er altafgørende for de mere end kvart million danskere, der normalt spiller fodbold men også for landets fodboldfans, der for tiden kigger langt efter at se fodbold på stadion.
”Der skal gang i landets fodboldbaner snarest muligt. Det er vigtigt for alles trivsel og mentale sundhed, og vi mangler i høj grad det fællesskab, som fodbold og foreningslivet giver.”
Således udtaler adm. direktør i DBU, Jakob Jensen.
Dansk fodbold har grundet corona-pandemien været nedlukket ligesom resten af samfundet. Knap 330.000 medlemmer, børn, unge, voksne og ældre har måtte kigge langt efter fodboldspil på de udendørs græsarealer. Men ved næste genåbning af landet håber Jakob Jensen, at sundhedsmyndighederne kigger mod den udendørs del af idræts- og foreningslivet, hvor risikoen for smitte er mindst. Og hvis ikke for alle, så for børns og unges skyld, forklarer han:
”Vi har fuld respekt og forståelse for den situation, vi befinder os i og vil gerne kvittere for, at regeringen regner på betydningen af at åbne for udendørsidræt ved næste fase af genåbningen. For der er en idé og værdi i at kigge mod foreningsidrætten. Mange og især børn og unge har brug for at komme tilbage til noget, de kender og ikke mindst bevæge sig. Det betyder meget både fysisk og mentalt at kunne dyrke idræt og spille fodbold et par gange om ugen. Og vi har protokoller til at afvikle og overholde de restriktioner, der nu engang er nødvendige.”
Forsøg med fans på stadion
Det nuværende forsamlingsloft er på fem personer. Det gør det svært at afholde fodboldtræning. DBU opfordrer derfor til at give dispensation, når det kommer til foreningslivet og appellerer samtidigt til, at selvom det er godt, der er stor støtte til tilskuerforsøget om at få flere fans på stadions i foråret, så lad os endelig få sparket det i gang, forklarer Jakob Jensen:
”Dansk fodbolds økonomi bløder. Og det gælder lige fra bredde til eliteklubber. Vi håber derfor på, at man med fortsat respekt for virussen kan iværksætte et tilskuerforsøg, så vi kan få fans tilbage på stadion. Og det gælder både i 3F Superliga og Gjensidige Kvindeliga, men også til vores hjemmekamp med Herrelandsholdet i slutningen af marts måned,” afslutter Jakob Jensen.
Såfremt der bliver en genåbning af dansk fodbold, vil alle protokoller både på bredde-, Superliga- og UEFA-niveau blive fulgt ligesom hidtil.