Myndighedernes nuværende corona-restriktioner gælder indtil andet meldes ud frem til og med den 17. januar 2021. De første to uger af fodboldåret skal I derfor være opmærksomme på følgende:

  • Udendørs fodboldaktiviteter kan fortsat gennemføres, hvis I sikrer, at det gøres i grupper af maks. 10 personer.
  • En træner tæller med i gruppen på 10 (dvs. maks. 9 spillere + 1 træner). Træneren må ikke gå på tværs mellem flere grupper af spillere. Grupperne skal holdes fuldkommen adskilt.
  • Det er ikke tilladt at spille indendørs, da indendørs fritidsfaciliteter skal holdes lukket.
  • I må ikke bruge jeres omklædningsrum. Toiletfaciliteter kan dog fortsat benyttes, dog ikke til omklædning. Der skal sikres grundig rengøring af toiletfaciliteter, hvis de benyttes.
  • I må ikke bruge jeres klubhus til ophold. Der må dog gerne sælges mad og drikke som takeaway, hvis I har en café eller lignende i jeres klubhus. I så fald skal retningslinjerne for restaurationsbranchen følges. Dem finder I her.

 

Hvis I laver fodboldaktiviteter i denne tid, opfordrer vi til, at I er særligt opmærksomme på følgende generelle anbefalinger fra Fodboldens Corona-regler:

  • Inddel fodboldanlægget/baneanlægget i zoner, så I sikrer, at der er stor fokus på overholdelse af det gældende forsamlingsforbud (maks. 10 personer for alle aldre – den tidligere undtagelse, hvor børn og unge måtte være 50 sammen, gælder ikke længere). Læs mere om, hvordan I praktisk kan lave zoneinddelingen, i protokollen for Fodboldens Corona-regler.
  • Sørg for at skilte med Fodboldens Corona-regler på jeres anlæg. I kan downloade og printe grafikken i både A3 og A4
  • Planlæg jeres træningsaktiviteter med forskudte start- og sluttider, så I undgår større forsamlinger og unødig interaktion mellem grupper og hold.
  • Sørg for grundig rengøring af fælleskontaktpunkter såsom vandhaner, håndtag osv. Sørg også for, at træneren rengør bolde, kegler og andre rekvisitter efter hver træning.
  • Overvej om træningen kan planlægges, så spillerne har så lidt kropskontakt som muligt.
  • Frem til den 28. februar er det ikke tilladt at arrangere træningslejre med overnatning.

 

Find alle de gode råd, retningslinjer og opmærksomhedspunkter i protokollen for Fodboldens Corona-regler. Den findes på denne side.

Skulle en person, der har deltaget i aktiviteter i klubben, vise sig at være smittet med Covid-19, kan I finde hjælp til, hvordan I skal forholde jer her.

 

Næstformand i DBU, Bent Clausen, glæder sig over, at det trods alt er muligt at opretholde noget aktivitet i fodboldklubberne, selvom rigtig megen anden aktivitet i samfundet er lukket ned:

  • De strenge restriktioner er jo selvfølgelig noget, som udfordrer vores mange frivillige klubfolk og trænere og naturligvis også spillere og forældre. I løbet af 2020 vænnede vi os alle til skiftende restriktioner, og selvom 2021 starter hårdt, glæder jeg mig alligevel over, at det trods alt er muligt at opretholde en eller anden form for aktivitet i landets fodboldklubber i en tid, hvor rigtig meget andet er lukket ned. Vi håber dog selvfølgelig, at vi hurtigst muligt må være flere samlet til fodboldaktiviteter igen, så det også bliver muligt at afvikle kampe i breddefodbolden, udtaler Bent Clausen.

 

Allerede i efteråret blev forsamlingsforbuddet nedsat til 10 personer for voksne. Dengang blev denne video lavet i Bording IF, som viser, at det altså er muligt at opretholde en positiv aktivitet i fodboldklubben på trods af mange restriktioner. Lige nu er restriktionerne endnu strengere, da man jo fx ikke må benytte omklædningsrum. Men reglerne ude på banen er de samme nu som de dengang var for seniorspillerne, så måske kan I finde lidt opløftende inspiration fra de dygtige folk i Bording IF.