Corona udsætter Repræsentantskabsmødet
Det årlige møde for DBU’s repræsentantskab udskydes og afholdes ikke den 27. februar som planlagt. Det skyldes corona-restriktionerne med forsamlingsloftet på fem personer.
Når vinter bliver til forår, sker det ikke på helt traditionel vis i dansk fodbold. Normalt afholdes DBU’s repræsentantskabsmøde i slutningen af februar eller starten af marts, men sådan bliver det ikke i 2021.
Repræsentantskabsmødet var planlagt til at finde sted den 27. februar i ODEON i Odense, men på grund af corona-restriktionerne og forbuddet mod at samles over fem personer udskydes mødet. Det har DBU’s bestyrelse besluttet.
Formand Jesper Møller siger:
”Repræsentantskabsmødet er en årligt tilbagevendende mulighed for fodbold-Danmark til at samles på tværs af hele landet, elite og bredde. Men i den nuværende situation kan vi ikke være sammen på forsvarlig vis. Vi er derfor i bestyrelsen enige om at udskyde mødet, til det igen er ansvarligt og sikkert at samles og se hinanden i øjnene, når vi drøfter fodboldens fortsatte udvikling,” siger Jesper Møller.
DBU’s repræsentantskabsmøde udskydes til lørdag den 17. april, hvor det efter planen fortsat skal afholdes i Odense. Afviklingen af mødet afhænger af, om myndighedernes corona-restriktioner er blevet lempet til den tid.