DBU og Odense Kommune går sammen om velfærden
Fodbold kan bidrage med meget mere end "blot" spillet på banen. Det er man enige i hos Odense Kommune, som onsdag eftermiddag underskrev en velfærdsalliance med DBU.
Onsdag eftermiddag lagde Sanderum Boldklub gulvareal til en aktivitet, der adskiller sig fra det, der normalt foregår i klubhuset i det sydvestlige Odense. Her havde Odense Kommune, repræsenteret ved rådmand Christoffer Lilleholt, nemlig sat DBU stævne for at sætte underskrifter på et samarbejde - en velfærdsalliance - der strækker sig frem til 28. februar 2024.
- Vi er rigtigt glade for at få formaliseret samarbejdet med Odense Kommune, så vi sammen i endnu højere grad kan bruge fodbolden i Odense som løftestang til at arbejde med velfærden i kommunen, fortæller DBU's formand Jesper Møller. Han var flankeret af DBU Fyns formand Bjarne Christensen.
- Jeg glæder mig blandt andet over, at Odense Kommune, ligesom os hos DBU Fyn, ser det gavnlige i at understøtte udviklingen af de odenseanske fodboldklubber, forklarer DBU Fyns formand, Bjarne Christensen, med henvisning til at netop klubudvikling er et af de fælles mål med aftalen.
På breddefodbolddelen kommer aftalen desuden rundt om sundhedsfremmende aktiviteter for byens borgere med fodbold i centrum og fodboldklubberne som medspillere. Det er samtidig baggrunden for at netop Sanderum BK blev valgt som stedet, hvor aftalen skulle underskrives. Her opstartes nemlig sundhedsprojektet ”Fodbold For Hjertet”, der er et tilbud henvendt til patienter med eller risiko for hjerte/kar-sygdomme.
Aftalen bringer aktiviteter og events til Odense
Foruden ovenstående ligger også i aftalen, at Odense Kommune og DBU samarbejder med henblik at tiltrække store eFodbold-events til Odense. Det indebærer blandt andet, at der arbejdes på at få minimum ét FIFA/UEFA eFodboldevent til kommunen.
Indeholdt i aftalen er også at parterne fortsætter dialogen og samarbejdet om et national fodboldcenter i Odense.
- Vi er meget tilfredse med vores hidtidige samarbejde med DBU, og vi har derfor gennem noget tid arbejdet på at udvide og formalisere det. Fodbold bringer så meget glæde til rigtigt mange folk i hverdagen, og det er en sportsgren, der giver folk noget positivt at samles om, og som forener folk,” fortæller Christoffer Lilleholt og fortsætter:
- Aftalen betyder også et samarbejde om aktiviteter i Odense, og det hilser vi naturligvis velkommen. Vi elsker at få gæster til byen, og vi har en geografisk placering, som betyder, at det er nemt at komme til og fra Odense. Samtidig har vi de nødvendige faciliteter til alle slags arrangementer, så vi glæder os til at være værter for forskellige små og store DBU-aktiviteter i de kommende år, afrunder rådmanden.