Forsamlingsloftet hæves fra torsdag den 6. maj 2021 til 75 personer ved udendørs arrangementer. Både spillere, trænere, dommere, andre officials og evt. tilskuere mv. tæller med i det samlede antal, der må være forsamlet i forbindelse med en fodboldkamp, stævne eller træning. Reglerne om sektionsopdeling af anlæg, som vi efterhånden har vænnet os til, gælder fortsat, hvis I har flere forskellige arrangementer (træninger, kampe og stævner) samtidigt.

 

Afventer retningslinjer fra Kulturministeriet

I forhold til reglerne for omklædnings- og badefaciliteter, klubhuse og muligheden for at afholde møder indendørs, afventer vi opdaterede retningslinjer fra Kulturministeriet. Så snart vi modtager dem, kan vi opdatere Fodboldens Corona-regler. Følg med på denne side.

 

Opdatering den 6. maj 2021 kl. 16.30:

Vi har hele dagen arbejdet på at få klarhed over de nye retningslinjer, men vigtige afklaringer lader desværre stadig vente på sig fra Kulturministeriet. Vi kan derfor desværre ikke opdatere fodboldens protokol endnu. Der er rigtig mange åbne spørgsmål, som vi ikke har fået svar på.

Det drejer sig bl.a. om følgende:

  • Brugen af omklædningsrum og især badefaciliteter.
  • Brugen af klubhuse
  • Håndtering af Coronapas

Derfor er de ”gamle regler" omkring brug af klubhuse gældende, indtil vi får klarhed og svar . Altså er det stadig ikke tilladt at gå i bad for voksne mellem 18 og 69 år, og klubhuse skal også holdes lukket for offentligheden med mindre, der serveres mad, så indgår de under reglerne for restauranter. Det er dog så kun selve serveringsområdet, der kan holde åbent. Andre klublokaler skal stadig holdes lukket.

Vi beklager meget, at vi ikke kan være mere konkrete lige nu, men vi arbejder på højtryk, og opdaterer så hurtigt vi kan.