Kvindelandsholdet får verdensklasse-modstand til sommer
Danmark tester i juni formen mod to af verdens bedste landshold. Australien er modstanderen på Casa Arena i Horsens den 10. juni, mens det gælder Spanien i Madrid 15. juni
Kvindelandsholdet tog i april hul på forberedelserne til efterårets VM-kvalifikation med to testkampe mod Irland og Wales, der endte med henholdsvis en sejr og en uafgjort.
Til juni bliver modstanden endnu hårdere. Her gælder det kampe mod to nationer, der hører til i verdenseliten.
Australien, der er nummer ni på FIFA’s verdensrangliste og fast inventar ved VM, venter på dansk jord den 10. juni. Kampen spilles på Casa Arena i Horsens og bliver med rød-hvide fans på lægterne.
Den 15. juni hedder modstanderen Spanien, der i april besejrede de forsvarende europamestre fra Holland.
Landstræner Lars Søndergaard ser frem til, at Danmark skal testes mod nationer fra øverste hylde.
”Det er fedt og en god målestok for os, at vi får muligheden for at se, hvor vi står mod to af verdens bedste landshold. Australien kommer topmotiveret, da kampen er vigtig i deres forberedelser til OL, og de har en af verdens bedste angribere i Sam Kerr. Spanien er måske det bedste landshold i Europa lige nu. Stammen på deres hold har netop vundet Champions League med FC Barcelona,” siger Lars Søndergaard.
Landsholdsspiller Sanne Troelsgaard glæder sig over udsigten til igen at mærke støtten fra tribunerne.
”Vi nyder altid at spille på hjemmebane. Det er lang tid siden, at vi har haft mulighed for at få flere tusinde, danskere på lægterne, så jeg håber på stor opbakning i Horsens. Fodbold er ikke det samme uden fans, og følelsen bliver bare ekstra speciel, når vi har mange rød-hvide fans i ryggen,” siger Sanne Troelsgaard.
Danmark-Australien har kick-off kl.18.00 den 10. juni, mens opgøret mod Spanien fløjtes i gang kl. 19.30 den 15. juni.
Billetsalget til kampen mod Australien sættes i gang i starten af næste uge. Du køber billet til kampen på billet.dbu.dk.