Nordiske lande lægger nyt Qatar-pres på FIFA
Forud for fredagens virtuelle FIFA-kongres har de nordiske fodboldforbund sendt endnu et brev, der gentager DBU’s forslag og krav til tiltag, der skal forbedre menneskerettighederne i Qatar frem mod VM i 2022.
På fredagens virtuelle FIFA-kongres vil de nordiske fodfodboldforbund (Danmark, Finland, Færøerne, Island, Norge og Sverige) rejse en fælles kritik af menneskerettighedsforholdene i Qatar frem mod næste års VM-slutrunde. Her vil de nordiske lande gentage ønsker og krav om uvildige undersøgelser af dødsfald, om total implementering af reformer og om fri adgang for presse og menneskerettighedsorganisationer til landet.
Det fremgår af et fælles brev, som de nordiske fodboldforbund har sendt til FIFA forud for den virtuelle kongres fredag.
I brevet takker de seks nordiske fodboldforbund for det møde, der sidste uge blev afholdt med FIFA-præsident Gianni Infantino med oplæg fra en række eksterne organisationer med indsigt i forholdene i Qatar. Samtidigt gentager de nordiske lande de ønsker og krav, som de har rejst i tidligere breve og også nævnt til andre møder i FIFA-regi:
- Offentliggørelse af uvildige rapporter og undersøgelser af dødsfald i forbindelse med forberedelserne til VM i Qatar.
- Implementering og opfølgning på reformer i Qatar – i samarbejde med arbejdsorganisationerne ILO, BWI mfl.
- Sikre menneskerettighedsorganisationer fri adgang, bevægelighed og ytringsfrihed i Qatar.
- Sikre menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder på alle faciliteter, der bruges før, under og efter VM-slutrunden næste år, både stadions og træningsfaciliteter, men også hoteller, restaurationer og andre dele af VM-arrangementet i Qatar.
De nordiske fodboldforbund har siden 2015 arbejdet sammen om at skabe forandringer i Qatar med kritisk dialog, politisk pres og andre tiltag. Sammen har de besøgt Qatar i to omgange – i 2016 og 2019 – og planlægger et nyt besøg i slutningen af 2021. I brevet til FIFA understreger formændene for de nordiske fodfodboldforbund, at det er positivt, at der er sket forbedringer af menneskerettighedsforholdene, men at der er behov for yderligere forbedringer og fastholdelse af fokus på menneskerettighedsforhold – også efter VM-slutrunden i december 2022.
“For os nordiske fodboldforbund er vores primære målsætning at sikre, at VM i Qatar i 2022 bliver forberedt og afviklet i fuld overensstemmelse med menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder for de tusindvis af migrantarbejdere, der bygger VM-stadions og arbejder i service- og transportsektoren. Uagtet de allerede indførte forbedringer i Qatar, er der behov for at forbedre den nuværende situation for migrantarbejderne,” skriver formændene for de seks nordiske fodboldforbund.
”Vi engagerer os i disse forhold, fordi vi bekymrer os. Vi bekymrer os for menneskerettighedsforholdene for migrantarbejderne i Qatar. Vi bekymrer os for alle verdens fodboldelskere, der ser mod VM som et glædens lys. Vi bekymrer os for fodboldfællesskabet, og vi tager vores ansvar for fodboldens fodaftryk, når VM-turneringer afholdes. Og vi bekymrer os for eftermælet i Qatar, når det sidste fløjt er lydt efter VM-finalen næste år,” afslutter de seks nordiske formænd brevet.
I den ledsagende mail til brevet har de nordiske fodboldforbund samtidigt spurgt FIFA til den kenyanske migrantarbejder Malcolm Bidali, der ifølge internationale organisationer er blevet fængslet og derefter er forsvundet i Qatar. De nordiske forbund beder FIFA kræve øjeblikkelig løsladelse af den kenyanske migrantarbejder.
Fra DBU deltager formand Jesper Møller, næstformand Thomas Christensen og direktør Jakob Jensen i fredagens virtuelle FIFA-kongres.