Udover den forventede stigning i forsamlingsloftet til 100 personer udendørs, som betyder, at der nu må være 100 personer forsamlet i forbindelse med fx en fodboldkamp, er der også en del andre nye retningslinjer og muligheder at forholde sig til i den opdaterede udgave af Fodboldens Corona-regler.

 

Det drejer sig blandt andet om:

  • Åbning for offentlig adgang til klubhuse
  • Mulighed for brug af stikprøvekontrol af coronapas og mundbind ved brug af indendørs faciliteter
  • Mulighed for at være mere end 100 forsamlet i forbindelse med en kamp, hvis alle tilskuere sidder ned i retning mod banen (læs mere om forskellige muligheder med tilskuere ved kampe på side 9 i protokollen).

 

Vi opfordrer til, at I som klub tydeligt kommunikerer til medlemmer og gæster, hvordan reglerne er i jeres klub.

 

Alle ændringer i protokollen for Fodboldens Corona-regler er markeret med rød skrift, så de er lette at finde.

 

 

Blandt andet med åbningen af klubhusene og det hævede forsamlingsloft, begynder vi at kunne kende foreningslivet mere igen, og det glæder både næstformand i DBU, Bent Clausen, og formand i DBU Bredde, Lars Albæk:

 

- Vi ved, det har kostet utroligt mange kræfter hos alle de frivillige at forsøge at leve op til de mange retningslinjer, vi har måttet leve med det seneste år. Der er stadig meget at forholde sig til, men de kæmper ufortrødent videre, og for det skylder vi dem en kæmpe tak, udtaler Bent Clausen, og han suppleres af en enig Lars Albæk:

 

- Selvom der fortsat er et virvar af retningslinjer, kan vi nu begynde at se nogle fodboldklubber, der ligner mere og mere sig selv med åbne klubhuse, gang i banerne og tilskuere på lægterne. Det er en befrielse for alle de frivillige, der forhåbentligt snart igen kan koncentrere kræfterne om at drive foreningerne fremad og afvikle gode aktiviteter til glæde for alle medlemmerne. Det fortjener både frivillige og medlemmer i den grad. I min optik er det anerkendelsesværdigt, hvordan de har holdt ud det seneste år.