Årets pokalfinale spilles i Aarhus
For andet år i træk skal finalen i Sydbank Pokalen afvikles i Jylland. Relevante stadioner har haft mulighed for at byde ind på de kommende tre finaler, og i år skal finalen spilles på Ceres Park i Aarhus.
Finalen i Sydbank Pokalen arrangeres i et samarbejde mellem DBU, Foreningen af lokalunioner og Divisionsforeningen. Fire byer har ansøgt om at afvikle finalen – Esbjerg, Aarhus, Brøndby og København.
Det primære kriterie for at få tildelt finalen er en stadionkapacitet på minimum 15.000 tilskuere. Derudover er parametre som sikkerhed og økonomi vægtet – ligesom muligheden for at sikre en folkefest for fansene.
”Nu vides det jo af gode grunde endnu ikke, hvor mange fans det bliver muligt at have på lægterne, men vi glæder os til at invitere til finalefest og en af Danmarks største fodbolddage i 'Smilets By', Aarhus, på Ceres Park,” lyder det fra direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.
”Sydbank Pokalen er dér, hvor drømmen lever. Det er dér, hvor små klubber har mulighed for at spille sig frem og møde de store klubber. Det er dér, hvor én kamp kan afgøre det hele. Det er drama, eventyr og en fantastisk del af fodboldens verden. Vi glæder os til finalen og til, at den skal spilles i Aarhus, hvor der altid er stor støtte til de store fodboldkampe,” siger Jakob Jensen, adm. direktør i DBU.
Pokalfinalen spilles traditionen tro på Kristi himmelfartsdag, torsdag den 13. maj.
Der er otte hold tilbage i årets turnering. De første kvartfinaler er afviklet, og der er returopgør i næste uge. Hvor finalen spilles i 2022 og 2023 afgøres senere i år – senest med udgangen af juni.
For yderligere oplysninger kontakt direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen (tlf.: 2068 3055)