Rivalopgør venter i futsal-ligaens finalekampe
Årets finalister i herrernes DM-turnering i futsal er fundet, og det er ikke hvilke som helst klubber. Gentofte Futsal og København Futsal skal igen mødes i de to altafgørende kampe om Danmarksmesterskabet.
De sidste ni år har vinderen af futsal-ligaen været enten Gentofte Futsal eller København Futsal. Det er altså to hold, som er vant til at være med til det sidste. Finalen i år bliver ingen undtagelse, når Gentofte og København igen igen brager sammen. Seneste de to hold mødtes var i grundspillet, hvor Gentofte Futsal vandt 5-1, så københavnerne har noget at revanchere.
Det var dog lige før, at København Futsal ikke var nået så langt. Der skulle forlænget spilletid til efter to uafgjorte kampe mod Lystrup Futsal i semifinalen. Gentofte Futsal havde lidt mere styr på det og gik videre til finalen med en sammenlagt sejr på 8-2 over Hjørring Futsal Klub.
Ole Ladefoged, formand i Futsaludvalget, spår to spændende opgør.
”Det er en klassiker mellem to klubber, som igennem de sidste 10 til 15 år virkelig har præget dansk futsal. De sidste par år har der været nogle jyske klubber, som har drillet de to hold, men nu er vi tilbage ved kampen mellem to danske futsal-stormagter igennem mange år. Der er lagt op til et brag af et opgør,” siger Ole Ladefoged.
Finalen afvikles over to kampe torsdag den 1. april i Bavnehøjhallen kl. 17:30 og søndag den 4. april kl. 19.00 i Gentofte hallen. Begge kampe kan ses på SPORT LIVE.