God første halvleg afgjorde det
Det danske landshold lagde stærkt fra land i kampen mod Moldova. Da de to hold gik til pause, var det med et dansk hold foran 4-0. Den føring holdt resten af kampen.
Syv kampe. Syv sejre. Den stærke danske VM-kvalifikation fortsætter efter det blev til 4-0 på udebane imod Moldova. Det startede ellers stille og roligt for et dansk hold, der blot havde en enkelt ændring i forhold til 5-0 kampen imod Israel i Parken.
Kampen skulle helt hen til de 23. minut, før den første nævneværdige chance kom, men så var det også med mål til følge. Andreas Skov Olsen dukkede op inde i feltet, og ragede bolden til sig efter lidt rod foran Moldovas mål, og sparkede bolden køligt ned i det modsatte hjørne. Målet til 1-0 satte fart under det danske spil, og pludseligt vadede det danske hold i chancer.
Efter 34 minutter spillet var det igen Andreas Skov Olsen, der bød sig til. Han sendte et indlæg ind fra højresiden, der dog blokeret med hånden af Moldovas back. Det resulterede i et straffespark til Danmark.
Anfører, Simon Kjær, eksekverede straffesparket stensikkert via undersiden af overliggeren, og gjorde det til 2-0.
Blot fem minutter senere gjorde Christian Nørgaard det til 3-0 efter et hjørnespark, fra Andreas Skov Olsen, der sejlede til bagerste stolpe, hvor Nørgaard stod klar og prikkede indlægget ind. Han scorede dermed sit første landsholdsmål.
Det danske hold nåede også at gøre det til 4-0 inden pausen. Under et angreb chippede Mikkel Damsgaard flot bolden ind til Yussuf Poulsen, der desværre afsluttede lige på Moldovas målmand.
Returbolden havnede dog for fødderne af Joakim Mæhle, der uden besvær kunne score sit sjette landsholdsmål.
Rolig 2. halvleg
Det danske hold skiftede i løbet af pausen og starten af 2. halvleg flere spillere ud. Danmark forsvarede sig med bolden, hvilket betød, at Moldova ikke kom frem til de store chancer. Det samme kunne man dog også sige om Danmark. Først i det 59. minut kom Mikkel Damsgaard frem til en chance, da han kom først på en nedfaldsbold.
I det 70. minut kom Danmark frem til deres største chance i 2. halvleg. Joakim Mæhle satte god fart på en kontra, og fik i det rette øjeblik spillet bolden videre til Yussuf Poulsen, som desværre, fra kanten af det lille felt, skød bolden forbi målet. Hverken Danmark eller Moldova kom frem til flere chancer i løbet af 2. halvleg.
Kampfakta:
Moldova-Danmark 0-4 (0-4)
23’ 0-1 Andreas Skov Olsen
34’ 0-2 Simon Kjær (str.)
39’ 0-3 Christian Nørgaard
44’ 0-4 Joakim Mæhle
Ukendt antal tilskuere på Stadionul Zimbru i Chișinău.
Den danske startopstilling (4-3-3)
Kasper Schmeichel – Daniel Wass, Simon Kjær (46’ Jannik Vestergaard), Andreas Christensen, Joakim Mæhle – Pierre Emile Højbjerg (65’ Joachim Andersen), Christian Nørgaard, Thomas Delaney (57’ Mathias Jensen) – Andreas Skov Olsen (46’ Kasper Dolberg), Yussuf Poulsen (77’ Andreas Cornelius), Mikkel Damsgaard.
Ikke benyttede spillere:
Jesper Hansen, Frederik Rønnow, Mohamed Daramy, Jacob Bruun Larsen, Rasmus Nissen Kristensen, Jens Stryger Larsen, Jonas Wind.
Dommer:
João Pinheiro (POR)
Statistiske vinkler efter Moldova vs Danmark
- Kasper Schmeichel spillede sin landskamp nr. 75 siden debuten i februar 2013. Kun i to af hans 75 landskampe har han ikke spillet fuld tid, men er blevet udskiftet i pausen med hhv. Jonas Lössl og Frederik Rønnow.
- Danmark scorede kampens første mål for niende A-landskamp i træk og kan på tirsdag i Parken tangere rekorden på 10 landskampe i træk med dansk føringsmål sat i årene 1992-93.
- Med 26 scoringer i indeværende kvalifikationsturnering har Danmark – med tre kampe resterende – sat ny rekord for højeste antal scorede mål i en dansk VM/EM-kvalifikationsturnering.
- Danmark holdt modstanderen fra at score i den syvende VM-kvalifikationskamp i træk og satte dermed ny rekord for antal clean sheets i træk i en VM-kvalifikationsturnering.
- Christian Nørgaard fik scoret sit første landskampmål og blev dermed den 17. danske målscorer i kvalifikationsturneringen frem mod VM i 2022 i Qatar.
- Danmark vil med en sejr over Østrig på tirsdag være kvalificeret til VM 2022. Uafgjort eller nederlag kan også være tilstrækkeligt, såfremt Skotland (mod Færøerne) ikke får flere point end Danmark på tirsdag.