Derby-bøder til FCK og Brøndby
F.C. København og Brøndby IF tildeles bøder af Fodboldens Disciplinærinstans på henholdsvis 150.000 og 100.000 kroner efter affyring af pyroteknik og kast med genstande i derbyet den 8. august.
Derbyet mellem F.C. København og Brøndby IF i Parken den 8. august endte 4-2 til hjemmeholdet. Men udover masser af mål på banen, vil kampen også blive husket for pyroteknik, spilstop og kastede genstande.
Derfor har dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen foretaget en indberetning fra kampen. Her fremgår det, at der blev affyret romerlys og antændt farvet røg fra F.C. Københavns fans, der medførte spilstop i cirka 10 minutter, samt at der blev kastet genstande, der ramte en spiller fra Brøndby IF.
Dommeren har desuden indberettet, at der også blev anvendt pyrotekniske artikler fra Brøndby IF’s fanafsnit samt kastet genstande på banen.
Fodboldens Disciplinærinstans har på baggrund af indberetningen og redegørelser fra de to klubber tildelt en bøde på 150.000 kroner til F.C. København og en bøde på 100.000 kroner til Brøndby IF.
Begge klubber har to uger til at anke sagen til Fodboldens Appelinstans.
Du kan læse begge kendelser i sin helhed her:
F.C. København
Brøndby IF