Der var udsolgt i Parken til Herrelandsholdets første kamp i efteråret mod Skotland. Til kampen mod Israel var tribunerne også fyldte og stimen fortsætter til VM-kvalifikationskampene mod Østrig og Færøerne, hvor Herrelandsholdet igen skal indstille sig på at råbe ekstra højt, når der skal kommunikeres inde på banen.

For holdets kommende VM-kvalifikationskampe mod Østrig og Færøerne i oktober og november er nu også udsolgt. Blot få dage efter de mest loyale fans gennem Herrelandsholdets Fanklub har fået forkøbsret til billetterne, er der ikke flere tomme sæder i Parken.

Fankoordinator i DBU, Anders Hagen, lover store oplevelser for fansene på tribunerne:

”De to udsolgte hjemmebanekampe i Parken efter EM har været magiske. Stemningen blandt fansene har nået et højdepunkt, jeg ikke har oplevet før, og spillerne har givet igen med hilsner og masser af mål,” siger Anders Hagen og supplerer, at der kan blive frigivet få billetter op mod kampene, men at det i det tilfælde vil gå til fanklubbens medlemmer.

 

Billetsystem på overarbejde

Der har været drøn på DBU’s billetsystem for at sikre billetter til de mest loyale fans, og det har ikke været gnidningsfrit. Det forklarer Ronnie Hansen, der er Kommerciel Direktør i DBU:

”Vi er glade og taknemmelige for den store opbakning. Det er helt vildt at mærke. Alle vores medarbejdere har løbet rigtig stærkt efter EM, og vi ved godt, at alt for mange desværre er gået forgæves for at kunne få råd og vejledning til deres køb af billetter. Det er slet ikke godt nok, men der er flere løsninger på vej, så det bliver lettere og mere brugervenligt at være landsholdsfan,” udtaler Ronnie Hansen.   

Herrelandsholdet spiller hjemme mod Østrig d. 12. oktober, mens Færøerne gæster Parken d. 12. november. Kampene vises på Kanal 5 og Discovery+.