Preben Elkjær stopper i Landsholdskomiteen
Preben Elkjær har siden 2019 været formand for DBU’s Landsholdskomite, men nu takker den tidligere landsholdsangriber af.
Landsholdskomiteen skal arbejde for bedre vilkår for alle landshold. Den opgave skal nu løses af en ny formand, da Preben Elkjær har valgt at stoppe på formandsposten. For efter 2,5 år i spidsen for komiteen, takker den tidligere landsholdsspiller med 69 kampe i landsholdstrøjen af:
”Jeg er stolt og glad for min tid som formand for Landsholdskomiteen. Vi har arbejdet for at sikre de bedste rammer og muligheder for alle vores landshold, og vi er nået et godt stykke vej. Nu er det op til en ny formand og de øvrige medlemmer at arbejde for, at vores forskellige landshold fremadrettet udvikler sig og fortsat kan spille op med de allerbedste,” udtaler Preben Elkjær.
Med Preben Elkjær som formand har komiteen blandt andet været med til at skabe sportslige forbedringer for Kvindelandsholdet.
Jakob Jensen, adm. direktør i DBU, siger stor tak til Preben Elkjær for arbejdet som formand for komiteen:
”Preben Elkjær er en af dansk fodbolds allerstørste spillere gennem tiden, og han har en stor kærlighed til dansk fodbold og alle landsholdene. Preben har været ambitiøs på vegne af landsholdene og altid med godt humør. Det vil vi savne. En kæmpe tak til Preben for indsatsen. Vores landshold står et godt sted med flot spil, mange sejre og stærk opbakning fra fans og befolkning, så der er et godt udgangspunkt for det videre arbejde,” fortæller Jakob Jensen.