Piger og sundhed i fokus i Horsens Kommune
Horsens Kommune, DBU og DBU Jylland forlænger samarbejdet i en ny velfærdsalliance. Sammen ønsker de at løfte sundheden for kommunens borgere og skabe endnu bedre rammer for pige- og kvindefodbolden.
Horsens Kommune er en Bevæg dig for Livet-kommune med stort fokus på sundhed og bevægelse. Det passer godt med DBU’s vision En Del Af Noget Større, og derfor forlænger kommunen sit samarbejde med DBU og DBU Jylland yderligere tre år i en velfærdsalliance.
Med velfærdsalliancen styrker kommunen sine ambitioner for alle sine borgere. Det siger borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen:
”Vi er enormt glade for at kunne fortsætte Velfærdsalliancen, da vi har et stort fokus på at skabe motionstilbud for flere forskellige målgrupper, som ikke i forvejen er aktive. Her er det vigtigt, at udviklingen af de lokale fodboldklubber bliver gjort i et godt samarbejde med DBU - til glæde for børn, voksne og seniorer – og på tværs af køn og med en særlig indsats for at få flere piger til at starte til fodbold,” siger Peter Sørensen.
Engagerede trænere, ledere og klubber
For at få flere piger ind i klubberne skal der være trænere, ledere og bestyrelsesmedlemmer, der alle brænder for at gøre en ekstra indsats for pigefodbolden. Desuden skal der sættes et ekstra fokus på at flere fodboldaktiviteter for piger.
Formand for DBU, Jesper Møller, glæder sig over, at tilbuddene omfavner mange i den nye aftale:
”Det er helt naturligt for os at forlænge samarbejdet med Horsens Kommune. Her får vi en stærk samarbejdspartner, hvor vi sammen kan styrke udviklingen af pigefodbolden og sundheden. Nu udvider vi samarbejdet med at sparke flere sundhedsprojekter i gang, så endnu flere borgere og i Horsens kan få glæde af en aktiv hverdag med fodbolden.”
Motion skal gøre en forskel
De nye sundhedstiltag, der med den nye aftale bliver sat i værk i Horsens Kommune, er projekterne ’Fodbold for Hjertet’ og ’FC Demens’. Begge tiltag er motionsfodbold, som samler udsatte målgrupper i et fællesskab omkring fodbolden.
Konceptet ’Fodbold Fitness’ bliver også rullet ud i kommunen. Tilbuddet kombinerer fodbold- og fitnesstræning og er målrettet kvinder og mænd uden stor fodbolderfaring, så alle kan være med uanset niveau.
Aftalen løber til 31. juli 2025.