”VI (K)VINDER EM”
Her er den: Lidt Til Lægterne og Kvindelandsholdets officielle EM-sang! Harder & co. synger for og Danmarks ukronede fodbold-mama, Stine Bramsen, stemmer i, mens danskerne har leveret rim og ordspil til lægterne!
’Vi (K)Vinder EM’ er ude nu – se videoen og hør den her.
Mads Bo Iversen og Martin Johannes Larsen er tilbage med Lidt Til Lægterne. De to Instagram-roligans står nemlig bag årets officielle EM-sang til Kvindelandsholdet, ’Vi (K)vinder EM’ - en vaskeægte fodboldslasker, som er indspillet med Kvindelandsholdet på træningslejr i Østrig:
”Det var intenst og der var nerver på, for vi skulle jo ha’ den i kassen, men de var bare klar! Der er en eller anden uforklarlig energi mellem dem – en aura og et helt specielt sammenhold, som man kun kan beundre, og som vi er pavestolte af at sætte lyd til sammen med dem,” fortæller Martin og Mads Bo fortsætter:
”Vi opfordrede jo danskerne til at komme med idéer til sangen, på vores sociale medier, og vi tog alle de knivskarpe indspark med på turen og fik sendt den helt i mål. Tusind tak!”
Sidste sommer fik de os til at skråle med på slagsange som ’Simon Kjær, Han Kan Godt Li’ Calzonæ’ og ’Du’ Ik’ Som De Andre Pierre!”, mens den uofficielle hyldest, ’Kå Så Danmark’, blev et regulært optaktshit hos de danske fans.
Og står det til drengene fra Lidt Til Lægterne, så er vi også på fornavn med hele Danmarks Kvindelandshold, når endnu en magisk, rød-hvid EM-fodbold sommer sparkes i gang i England den 6. juli.
”Udover sjov i gaden, er vores fornemmeste opgave at udbrede kendskab til spillerne. Da DBU ringede og spurgte, om vi ville med på rejsen, huggede vi bare til – klar til at støtte op – for vi har i den grad et kvindelandshold, som fortjener at få medvind på lægterne, når de river al modstand rundt inde på banen,” forklarer Mads Bo.
I det hele taget har dansk kvindefodbold været inde i en forrygende udvikling siden den flotte EM-sølvmedalje i 2017. Flere af spillerne er repræsenterede i europæiske topklubber som Real Madrid, Juventus og Chelsea, mens der også er profiler i EM-truppen fra den stærke, hjemlige liga.
Med otte sejre, en enkelt uafgjort og en respektindgydende målscore på +47, må man sige, at Kvindelandsholdet har varmet godt og grundigt op til, hvad der forhåbentlig bliver endnu en rød-hvid folkefest!
”Vi elsker EM-sangen og kommer til at skrue helt op for den i omklædningsrummet. Den indeholder al den glæde og begejstring, som vi gerne vil give danskerne under EM. Vi håber, at sangen vil skabe rød-hvid fodboldfest både på stadion og hjemme i stuerne. Vi glæder os til at se vores fans Gejle out!” siger Mille Gejl fra Kvindelandsholdet
PANDEKAGER OG FOLKEFEST PÅ RÅDHUSPLADSEN
Mads Bo og Martin er godt klar over, at der hurtigt kan gå mandehørm i den, men for dem er fodbold meget mere: ”Sidste sommer, blev vi virkelig mindet om, at fodbold er et fællesskab og en fest for hele Danmark, både piger og drenge, unge og gamle. Derfor skulle sangen også ha’ al den power, vi kunne hive ud af Dannevang – og hvem bedre, end sidste års fodbold-mama, venstre-backen fra Østjylland: Stine Bramsen!”
Da Herrelandsholdet tørnede ud ved EM, og leverede en pragtpræstation på hjemmebanen i 2021, var det til tonerne af Stine Bramsens Alphabeat og slagsangen, ’Danmarks Dynamite’. Og den danske sangerinde er mere end klar til at gøre det igen.
”Jeg er kæmpe fan af Lidt Til Lægterne, så da de spurgte, om jeg ville være med til at hylde vores stærke fodboldkvinder, sagde jeg ja med det samme. Ligesom Mads Bo og Martin, er jeg med på lægterne i Parken i aften. Det bliver en historisk optakt til et virkelig spændende EM,” fortæller Stine Bramsen, der ligesom alle os andre, kan opleve Kvindelandsholdet, når de byder Brasilien op til samba-bold i aften, og for første, men nok ikke sidste gang, løber ind til kamp på grønsværen i Parken.
Om et par uger går det for alvor løs. Og er danskerne klar på lægterne, når Harder & co. løber på banen til EM i Britanja, så er der ingen tvivl om, at Kvindelandsholdet sender Finland i sauna, Spanien – det bli’r rent charter og vi Fleggaard Tyskland i lysken. Lidt Til Lægterne tror i hvert fald på pandekager og folkefest på Rådhuspladsen!
“Danmark – You need to Gejl out!”