Bolden ruller videre i Aabenraa Kommune
Frivillighed og børnefodbold er i højsædet i samarbejdet mellem DBU, DBU Jylland og Aabenraa Kommune.
DBU, DBU Jylland og Aabenraa Kommune indgik i 2017 en velfærdsalliance. Den er netop blevet forlænget frem til 2028. Det blev der sat underskrift på i Erik Brøgger Rasmussens barndomsklub, Ensted IF.
Udgangspunktet for aftalen er både kommunens udviklingsstrategi ’Det Gode Liv’, hvis fokus er i rød tråd med både DBU’s vision ’En Del Af Noget Større’ og DBU’s strategi for dansk fodbold særligt pejlemærket ’Samle og Begejstre’ og DBU’s Børnesyn med stærkt fokus på børns rettigheder.
“Aabenraa Kommune, DBU Jylland og DBU har haft et rigtig godt samarbejde de sidste seks år. Kommunens udviklingsstrategi ‘Det Gode Liv’ går utrolig godt i spænd med vores strategier og tiltag. Vi er glade for, at kommunen også i de kommende år vil være med til at samle, begejstre og inspirere borgerne - ikke mindst piger og drenge - igennem fodbolden. Det er et vigtigt samarbejde for kommunens klubber og foreninger, heriblandt min egen barndomsforening Ensted IF,” siger DBU’s administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen.
Frivilligheden skal styrkes
I Fladhøj-området skal der samarbejdes om fodboldaktiviteter på tværs af skole, børnehave og forening. Det kan ske gennem koncepter som Bold & bevægelse, Hovedet, kroppen, klubben eller lignende. Et andet eksempel kunne være at lave fodboldaktiviteter og udbyde C1-træneruddannelse til skoleelever, der deltager i fodboldvalgfag. Derudover er der også lagt op til at eksperimentere og afprøve nye aktiviteter under denne indsats.
Frivilligheden hos kommunens klubber skal styrkes. Klubberne skal understøttes i at rekruttere, fastholde og udvikle frivillige, så de enkelte klubber i kommunen fortsætter deres udvikling.
”Vores samarbejde med DBU har været så inspirerende, at vi har mod på at fortsætte det. Vi har i velfærdsalliancen valgt en række indsatser, som vi i forvejen arbejder med i Aabenraa Kommune. Ved at indgå et samarbejde med DBU, tilfører vi yderligere kompetencer og håber, at denne aftale kan være med til, at vi i den kommende tid får endnu stærkere, lokale fodboldforeninger,” siger borgmester i Aabenraa Kommune, Jan Riber Jakosen.
Verdens bedste børnefodbold
Klubberne i Aabenraa Kommune skal have de bedste forudsætninger for at styrke og udvikle børnefodbold. Det vil hjælpe klubberne med at skabe verdens bedste fodboldmiljøer for børn med udgangspunkt i DBU’s nye Børnefodboldstrategi.
“Samarbejdet med Aabenraa Kommune har været rigtig godt, og vi er glade for, at det bliver forlænget. Danmark vil have verdens bedste børneklubber og her er Aabenraa Kommune blandt dem, der går forrest. Derfor er forlængelsen af aftalen et vigtigt skridt for børnefodbolden i kommunen og på tværs af dansk breddefodbold,” siger næstformand i DBU og formand for DBU Jylland, Bent Clausen.
Det er en fælles ambition at sikre begivenheder, der kan samle og begejstre børn, unge og foreninger for at inspirere til bevægelse og fællesskab. Derfor skal der afvikles minimum én U-landskamp i løbet af aftalen.