Den igangværende sæson nærmer sig med hastige skridt afslutningen. Derfor er det også blevet tid til at uddele licenser til den kommende sæson.

Når klubberne søger om licens, skal de dokumentere imødekommelse af en lang række krav inden for blandt andet økonomi, stadions og stab, når DBU’s Licensudvalg skal tildele licens. I februar-måned skulle de danske fodboldklubber i de bedste danske rækker søge licens, ud fra den hvilken række de spillede i på ansøgningstidspunktet.

De ansøgninger er nu gennemgået af DBU’s Licensadministration, og efterfølgende endeligt behandlet af DBU’s Licensudvalg.

Klublicenser:

Superliga
Alle 12 klubber har fået licens til 3F Superligaen, og 11 har fået UEFA-licens.

1. Division
Der er blevet uddelt licens til 11 ud af 12 klubber i NordicBet Ligaen. Fremad Amager imødekom ikke alle kravene og får derfor afslag på klublicens til 1. division. Det vil sige, at hvis klubben ikke rykker sportsligt ned til 2. division, vil klubben blive tvangsnedrykket jf. licensmanualens punkt 3.4.2.1.,. I dette tilfælde vil nummer 11 forblive i NordicBet Ligaen.

Fremad Amager har ikke anket afgørelsen, og den kan derfor ikke ændres.

Kvindeligaen
7 klubber har søgt om licens til Gjensidige Kvindeliga, og 6 har søgt om UEFA-licens. Alle ansøgninger er godkendt. Sundby har ikke søgt om Kvindeligalicens i år og er således ikke blevet behandlet. De kan derfor ikke rykke op.

Senior licensklubberne for sæsonen 2023/2024 ser dermed således ud:

Superligaklublicens og UEFA-licens
AGF Aarhus, Brøndby IF, FC København, FC Midtjylland, FC Nordsjælland, Lyngby Boldklub, Odense Boldklub, Randers FC, Silkeborg IF, Viborg FF og AaB.

Superligaklublicens
AC Horsens

1. divisionsklubslicens
FC Fredericia, FC Helsingør, HB Køge, Hillerød Fodbold, Vendsyssel FF, Hobro IK, Hvidovre IF, Nykøbing FC, Næstved Boldklub, Sønderjyske og Vejle B.

Kvindeligaklublicens og UEFA-klublicens
AGF Kvindefodbold, Brøndby IF, FC Nordsjælland, Fortuna Hjørring, FC Thy-ThistedQ og HB Køge.

Kvindeligaklublicens
Kolding IF