Fortsat muligt at søge tilskud til hybridbaner
DBU’s bestyrelse har afsat 10 mio. kroner til at støtte etableringen af 10 hybridbaner i hele landet. Fire baner er på tegnebrættet. Fristen for at søge om tilskud i puljen er forlænget for områder, der i denne omgang ikke har opnået tilsagn.
DBU’s bestyrelse afsatte sidste forår 10 millioner kr. til at støtte etablingen af 10 hybridbaner rundt om i landet. Ønsket er, at endnu flere fodboldspillere i Danmark får glæde af de mere slidstærke baner.
”Flere og flere vil gerne spille udendørs fodbold året rundt på så gode baner som muligt. Vi vil gerne støtte det som del af vores vision om at skabe bedre faciliteter og infrastruktur, så vi på den måde kan udvikle dansk fodbold. Det gælder både i talentudvikling og i udbredelsen af fodbold til flere børn og voksne,” sagde DBU’s formand, Jesper Møller, i forbindelse med oprettelsen af puljen.
Både kommuner og klubber har kunnet søge om midlerne, og efter de første ansøgningsrunder er fire baner nu er under planlægning. Banerne kommer til at ligge hos Forum Horsens / Nordstern Arena Horsens, Nature Energy Park Odense Stadion, Maribo Boldklub samt ved Aakirkeby Hallerne på Bornholm.
Bestemte områder får ansøgningsfristen forlænget
Det er DBU’s bestyrelse ønske, at hele landet så vidt muligt får del i puljen. Derfor er ansøgningsfristen blevet forlænget til 2. oktober 2023 i de områder, hvor der endnu ikke er givet tilsagn om støtte fra puljen. Det gælder følgende områder:
- DBU Jylland Region 1
- DBU Jylland Region 2
- DBU Jylland Region 4
- DBU Sjælland
- DBU København
- Viborg
Puljens ansøgningskriterier er opdateret og kan findes her:
Yderligere info
Kontakt seniorkonsulent Anders Kjær (ankj@dbu.dk) for spørgsmål vedr. tekniske spørgsmål vedr. baner og lignende. Kontakt seniorkonsulent Metin Dincer (dime@dbu.dk) for kriterier og ansøgningsproces.